Quiz: Hvad har du ret til, når toget er forsinket?

20. november 2017

Kører toget ikke til tiden, kan du have ret til erstatning. Men mange passagerer kender ikke til deres rettigheder. Test dig selv og se, hvor godt du kender dine rettigheder.

Arriva og DSB rejsetidsgaranti

Quiz: Hvad har du ret til, når toget er forsinket?
Foto: iStock

Test dig selv: Hvornår må du tage en taxa?

Rejser du med tog, har du ret til erstatning, når toget er forsinket. Det kalder selskaberne rejsetidsgaranti. Men hvor meget skal toget være forsinket, og kan du tage en taxa?

Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk har lavet en undersøgelse i 2015, der viser, at kun lidt over halvdelen af passagererne ved, at du kan få erstatning, hvis toget er forsinket.

Er du en haj til dine rettigheder? Test dig selv ved at besvare disse 5 spørgsmål om Arrivas og DSB’s basis rejsetidsgaranti.

Find de rigtige svar på spørgsmålene nederst på siden.

1.

Hvor meget skal toget være forsinket, for at du kan få erstatning?

A. Mere end 10 minutter

B. Mere end 20 minutter

C. Mere end 30 minutter

2.

Må du tage en taxa på togselskabets regning, når dit tog er forsinket?

A. Ja

B. Nej

3.

Hvornår gælder rejsetidsgarantien ikke?

A. Når du er mere end 30 minutter forsinket

B. Når du har fået information om ændringer i køreplanen 15 timer før

C. Når du er tilmeldt ordningen "Pendler Rejsetidsgaranti" på den forsinkede strækning

4.

Hvor mange penge kan du få tilbage, når toget er forsinket?

A. 25 kroner

B. Det afhænger af forsinkelsens størrelse

C. Halvdelen af billettens pris

5.

Hvis toget er forsinket, og du kommer for sent i teatret, bliver din teaterbillet refunderet?

A. Nej

B. Ja

Find svarene her

Svar 1: Hvor meget skal toget være forsinket, for at du kan få erstatning?

C. Toget skal være mere end 30 minutter forsinket, før du kan søge om at få penge tilbage eller få en ny billet.

Svar 2: Må du tage en taxa på togselskabets regning, når dit tog er forsinket?

B. Nej. Taxa må du ikke tage på Arrivas eller DSB’s regning. Der kan dog være særlige situationer, hvor DSB ændrer praksis og tilbyder en taxa. Kontakt personalet og spørg.

Busserne, lokalbanerne og metro tilbyder taxa-kørsel i deres rejsegaranti-ordninger. Men du skal selv starte med at lægge ud.

Sådan søger du om erstatning ved forsinkelser

Svar 3: Hvornår gælder rejsetidsgarantien ikke?

C. Pendler du, og er du tilmeldt DSB eller Arrivas rejsetidsgaranti for pendlere, kan du ikke søge om den almindelige rejsetidsgaranti på din strækning. Din erstatning bliver automatisk udbetalt på baggrund af reglerne i ordningen.

Sådan får du penge på kontoen med Pendler Rejsetidsgaranti

Svar 4: Hvor mange penge kan du få tilbage, når toget er forsinket?

B. Bliver toget forsinket, kan du enten få en ny billet til strækningen eller penge tilbage. Beløbet afhænger af, hvor forsinket toget er, når det ankommer til din endestation. 

Svar 5: Hvis toget er forsinket, og du kommer for sent i teatret, bliver din teaterbillet refunderet?

A. Nej. Togselskaberne betaler kun erstatning for selve togrejsen, men ikke det du kommer for sent til. Der kan dog være omstændigheder, der gør, at de vurderer sagen anderledes. Derfor kan du altid forsøge at få refusion ved at klage til togselskabet. 

Sådan klager du til dit togselskab