Gå til hovedindhold

Billet til bus, tog og metro: Find dit alternativ til rejsekortet

Rejser du ikke på rejsekort? Så er der en række alternativer til rejsekortet, som du kan købe i stedet for. Passagerpulsen har samlet et overblik over billettyperne.

Fotokredit: Getty Images · 2. Juni 2021
Hænder holder mobiltelefon

Fotokredit: Getty Images

Vælg det rigtige alternativ

Rejsekortet er som udgangspunkt den billigste billet, når du skal med bus, tog eller metro. Men hvis du rejser mellem 26-40 gange på en måned, vil et periodekort være billigst.

Ønsker du ikke at have et rejsekort, er der flere alternativer, du kan vælge i mellem. Du skal dog være opmærksom på, at der kan være fordele og ulemper ved alternativerne.

Passagerpulsen har samlet et overblik over nogle af de billettyper, du kan købe i stedet for rejsekortet.

Trafikselskaberne har flere billettyper, end vi nævner her som for eksempel dagsbilletter, turistbilletter osv. Husk at undersøge, om der er andre billettyper, der passer endnu bedre til netop din rejse.

Billettyper

  • Du kan købe sms-billetter hos DOT.

    Fordele

    Du kan bruge mobiltelefoner af alle typer til at købe en sms-billet. Det er ikke kun til smartphones.

    En fleksibel løsning, da du kan købe billetten helt frem til, du skal rejse.

    Du slipper for at have kontanter med til billetten.

    Ulemper

    Prisen er den samme som kontantbilletter. Det er en dyr billettype.

    Billetten er kun gyldig i en periode alt efter, hvor mange zoner du skal rejse. Perioden starter, når du køber billetten. Køb derfor først billetten nogle minutter før, du skal med bussen eller toget.

    Billetten bestilles ved at skrive en bestemt "kode" i en sms til et 4-cifret telefonnummer. Den kode skal du kende.

    Sms-billetten gælder kun for 1 person.

    Du skal have modtaget billetten, inden du stiger ombord på bussen eller toget – ellers risikerer du at få en bøde.

    Løber din mobiltelefon tør for strøm, har du ikke en gyldig billet.

  • Trafikselskaberne har lavet apps, du kan downloade til din smartphone og købe billetter i.

    Selskaber med app-billetter:

    • DOT (Din offentlige transport på Sjælland, Lolland, Falster og Møn)
    • FynBus
    • Sydtrafik
    • DSB
    • Midttrafik
    • Arriva
    • NT

    Fordele

    Mobilbilletterne, som du køber i en app, giver dig mulighed for at være fleksibel. Du behøver ikke planlægge din rejse, men køber en billet i appen, når du ved, hvornår og hvor du vil af sted.

    Ulemper

     

    Du skal have en smartphone.

    Apperne er kun lavet til iPhone og Android-telefoner.

    App-billetterne er dyre, når du køber dem som enkeltbilletter. Prisen er den samme som for kontantbilletter.

    Løber din smartphone tør for strøm, har du ikke en gyldig billet.

    Du skal have modtaget billetten, inden du stiger ombord på bussen eller toget – ellers risikerer du at få en bøde.

  • Du kan købe mobilklippekort hos Midttrafik, hvis du downloader deres billetapp.

    Fordele

    Mobilklippekort giver dig rabat på dine rejser ligesom det tidligere papklippekort.

    Klippekortet fra Midttrafik udløber ikke.

    Del dit klippekort med andre, når I rejser sammen.

    Ulemper

    Smartphone er en nødvendighed. Almindelige mobiltelefoner kan du stadig bruge til at købe sms-billetter.

    Appen er desværre ikke udviklet til Windows Phones - kun Android og iPhone.

    Løber din smartphone tør for strøm, har du ikke en gyldig billet.

  • Trafikselskaberne sælger alle standard kontantbilletter, som du kan købe i for eksempel automater, billetsalg, i bussen, på selskabets hjemmeside eller rejseplanen.dk.

    Se mere på selskabernes hjemmesider.

    Fordele

    Fleksibel billet, som du kan købe til en valgfri afgang på den dag og strækning, du har købt den.

    Billetten kan også bruges i bus, tog og metro i et zoneområde omkring din station. Dit zoneområde står på billetten.

    Ulemper

    Prisen er ofte dyrere end andre billettyper.

    Du får ikke rabat på standard kontantbilletter.

  • Rejser du over Storebælt, og er du ude i god tid, kan du købe en DSB Orangebillet.

    Billetten kan også købes til visse strækninger øst og vest for Storebælt.

    Fordele

    Billetten kan være billigere end rejsekortet.

    Voksne kan stadig have 2 børn under 12 år med gratis på billetten.

    Ulemper

    Du kan ikke ændre eller få pengene tilbage for billetten.

    Billetten gælder kun på den valgte dag og det valgte tidspunkt.

    Du kan kun købe billetten på DSB' hjemmeside eller i deres app.

    Billetten er gyldig mellem DSB og Arriva-stationer, men du kan ikke bruge den til din videre rejse med bus, metro, lokal- og privatbaner eller letbanen.

  • Rejser du uden for myldretiden eller i weekenden, kan det måske betale sig for dig at købe en Arriva YourWay-billet.

    Fordele

    Prisen er lav i forhold til andre billettyper.

    Voksne kan stadig have 2 børn under 12 år med gratis på billetten. Børn kan gratis rejse sammen med 1 andet barn under 12 år.

    Ulemper

     

    Billetten kan kun benyttes i Arrivas tog og er kun gyldig til den valgte Arriva afgang.

    Arriva sætter kun billetterne til salg på udvalgte dage, i begrænsede antal og til udvalgte strækninger.

    Rabat kan du ikke få ved at kombinere med andre kort eller billetter.

    Billetten kan ikke ændres, og du kan ikke få penge tilbage.