Gå til hovedindhold

Rejsegaranti for pendlere: 4 gode råd

Er du tilmeldt Pendler Rejsetidsgaranti hos DSB eller Arriva? Sørg for, at du er tilmeldt ordningen korrekt, ellers kan du gå glip af kompensation.

Fotokredit: Anette Sønderby Madsen · 18. August 2023
Passagerer går ind og ud ad s-toget på s-togs station

Undgå at blive snydt for erstatning

Rejser du med DSB eller Arriva som pendler, kan du få penge tilbage, hvis togene på din strækning er forsinkede. Men du skal huske at tilmelde dig Pendler Rejsetidsgaranti.

Pendler Rejsetidsgarantien er en ordning, som giver dig penge tilbage, hvis togene er forsinket eller aflyst på din strækning. Udbetalingen afhænger af, om selskaberne overholder deres mål for rettidigheden på din strækning.

Passagerpulsen har fået henvendelser fra pendlere, som oplever, at de ikke får penge retur, når deres tog er forsinket, selv om de er tilmeldt Pendler Rejsetidsgarantien hos DSB eller Arriva.

Tjek disse 4 punkter, hvis du oplever samme problem

 

1. Stamkortnummer på dit pendlerkort skal være korrekt 

Fornyer du dit periodekort, skal du huske at tjekke, om dit gamle stamkortnummer bliver overført til dit nye periodekortet. Ellers risikerer du, at din erstatning går tabt.

Ændrer zonerne eller prisen sig på dit pendlerkort, får du et nyt stamkortnummer. Husk at skrive det nye nummer ind i din tilmelding til Pendler Rejsetidsgarantien, ellers er du ikke tilmeldt korrekt.

2. Ny strækning sletter den gamle 

Rejsetidsgarantien giver kun mulighed for, at du kan være tilmeldt og få penge tilbage på én strækning. Forsøger du at tilmelde dig en ny strækning, bliver den gamle strækning slettet.

Pengene for forsinkelsen bliver kun udbetalt for den strækning, du har tilmeldt dig.

3. Zoner kan mangle 

Forny ikke dit periodekort uden først at tjekke, at zonerne på dit kort er korrekte. Du kan risikere, at zonerne på din normale rejse har ændret sig, så du ikke har gyldig billet. Du kan derfor heller ikke få erstatning for forsinkelsen, hvis zonerne ikke er registreret.

4. Få pengene før året er omme

Køber du et pendlerkort til en længere periode, for eksempel et helt år, kan du først få penge tilbage for forsinkelser, når dit pendlerkort udløber.

Hvor mange penge du får i erstatning afhænger af, hvornår dit pendlerkort udløber.

Når du har pendlerkort for et helt år, måles beløbet ud fra et gennemsnit af forsinkelserne for hele perioden. Det betyder, at er dit tog meget forsinket i én måned men ikke forsinket i de andre måneder, så kan du risikere at få 0 kroner udbetalt, fordi månederne udligner hinanden.