Ankenævnssag: Betalte 2.735 kroner for meget for sit ungdomskort
En ung kvinde kom til at købe et ungdomskort til 16-19-årige i stedet for et ungdomskort til ungdomsuddannelser. Derfor kom hun til at betale 2.735 kroner for meget.
Klagen
En 18-årig kvinde startede i august 2019 på en ungdomsuddannelse og skulle derfor bruge et ungdomskort.
Der findes 2 slags ungdomskort;
- et til unge mellem 16 og 19 år, der ikke er i gang med en uddannelse
- et til unge, der er i gang med en uddannelse
Ungdomskortet til de studerende er billigere end ungdomskortet til de unge, der ikke er i gang med en uddannelse.
Den unge kvinde var godkendt til begge kort, da hun var 18 år gammel og studerende på en ungdomsuddannelse.
På siden mitungdomskort.dk fik hun derfor vist begge muligheder, og hun valgte kortet til unge mellem 16 og 19 år.
Et år efter, da den unge kvinde igen skulle købe sit ungdomskort, blev hendes far opmærksom på, at datteren havde købt det forkerte kort. Han kontaktede derfor Midttrafik for at få pengene retur.
Midttrafik afviste at betale pengene tilbage.
Afgørelsen
Et flertal i ankenævnet bestemte, at passageren ikke kunne få refunderet de 2.517 kroner, som hun i løbet af det første år havde betalt for meget.
Mens sagen blev behandlet i ankenævnet, valgte Midttrafik at tilbagebetale 218 kroner, som passageren havde betalt for meget, da hun købte sit andet ungdomskort.
Et mindretal bestående af passagerernes repræsentanter i nævnet var uenige i afgørelsen.
Begrundelsen
Ankenævnet mente, at informationen på mitungdomskort.dk var tydelig nok, og at den unge kvinde derfor selv har ansvar for, at hun har valgt det forkerte kort.
Mindretallet mente, at hjemmesiden er så vildledende, at det ikke er rimeligt, at den unge kvinde ikke kan få pengene tilbage.
Mindretallet ligger også vægt på, at Midttrafik oplyser, at andre unge har begået samme fejl.
Penge tilbage for billetter eller kort: Her er dine rettigheder
Fortryder du, at du købte billet eller pendlerkort til bus og tog? I nogle tilfælde kan du få dine penge tilbage, men det er ikke altid. Se dine muligheder her.
Ankenævnssag: Tog cykel med i spærretiden
Passager tog sin cykel med i metroen i myldretiden. Hun fik en bøde og klagede til Ankenævnet for tog, bus og metro, da der stod på billetten, at den var gyldig.
Ankenævnssag: Fejl på Rejseplanen fik passager til at misse færgen
Passager købte billet fra København-Ærø i DSBs billetsalg. En fejl i Rejseplanen gjorde, at passageren ikke nåede færgen fra Svendborg til Ærø og måtte vente 1½ time. Han klagede til Ankenævnet for bus, tog og metro.