Parkér ved stationen: 3 tips til at skifte trygt og hurtigt fra cykel eller bil
Tager du bilen eller cyklen til stoppestedet eller stationen? Få hjælp til finde en god plads, så du kommer hurtigt og trygt videre.
1. Find en aflåst cykelparkering
Cykler du til stationen eller busstoppestedet, er du måske tryggest, hvis du kan stille din cykel i et aflåst område.
Aflåst cykelparkering kan du finde på flere stationer. Det er forskelligt, om det er togselskabet eller kommunen, der står for det.
DSB har aflåst cykelparkering på omkring 70 stationer.
Lokaltog har aflåst cykelparkering på deres stationer i Sakskøbing, Maribo og Fredensborg.
Metroen har cykelparkering med overvågning på Forum, Nørreport, Kongens Nytorv, Amagerbro, Lergravsparken og Vanløse Station.
Randers, Odense, Roskilde og Høje Taastrup Kommune tilbyder aflåst cykelparkering på eller ved stationer og busterminaler. Måske er der også et tilbud der, hvor du rejser.
Søg på kommunens navn og aflåst cykelparkering for at se, om du kan få låst din cykel inde.
2. Tjek travlheden på parkeringspladsen
DSB har statistik, der viser, hvor fyldte parkeringspladserne ved stationerne er. På deres hjemmeside kan du se, hvor fyldt der er på den eller de stationer, du kan bruge.
Hvor fyldt parkeringspladsen er, fortæller DSB i form af en belægningsgrad.
Selvom tallet er lavt, kan der være fyldt, når du kommer til stationen. Har du svært ved at finde plads til bilen, kan oversigten give bud på, om der er bedre muligheder på stationer i nærheden.
3. Prøv forskellige stationer/stoppesteder
Kniber det med parkeringspladser på din station? Eller kan du ikke få låst cyklen inde?
Når du alligevel sidder i bilen eller på cyklen, kan det måske være værd at køre til næste station eller stoppested, før du skifter til bus eller tog.
Pladsen kan være bedre, og hvis næste station eller stop ligger i en anden zone, kan du måske også spare lidt på månedskortet.
Cykler du, får du også ekstra frisk luft og motion.
Hærværk, skrald eller sne: Hvem skal du kontakte?
Er skærmen gået i sort eller gangbroen glat? Få overblik over, hvem du skal kontakte, hvis der er problemer på din station eller ved stoppestedet.
Toilet, elevator eller personlig betjening: Få overblik over faciliteterne på stationen
Kan du købe en kop kaffe og sidde i læ, mens du venter på dit tog? Se, hvad du kan forvente af den station, du skal rejse til- eller fra.