Sådan klager du over din rejse
Oplever du noget i bus eller tog, som du er utilfreds med, kan du klage. Men hvem skal du klage til, og hvordan gør du? Få svaret her.
Klag over din rejse
Bøder, manglende udbetaling af rejsetidsgaranti eller fejl på rejsekortautomaterne. Har du haft en dårlig oplevelse i bus, tog eller metro, kan du klage til det tog- eller busselskab, du har rejst med.
Klager over rejsekortet skal du sende til Rejsekort Kundeservice. Handler din klage om en kontrolafgift, skal du i stedet klage til selskabet, som har givet dig den.
Klag altid skriftligt. Så har du dokumentation for, at du har klaget. Det er en god idé, at du skriver, hvornår og hvor oplevelsen fandt sted.
Ankenævnet kan også hjælpe dig
Afviser trafikselskabet din klage, eller får du ikke et tilfredsstillende svar, kan du sende klagen videre til Ankenævnet for Bus, Tog og Metro.
Ankenævnet for Bus, Tog og Metro er en privat klageinstans, som behandler klager fra passagerer i bus, tog eller metro. Passagerpulsen sidder via Forbrugerrådet Tænk med i ankenævnet som repræsentant for passagererne.
Hjælp hos ankenævnet kan du først få, efter du har sendt en skriftlig klage til trafikselskabet.
Kontakt DSB's kundeambassadør
Har du klaget over en oplevelse i et DSB-tog, hvor du ikke er enig i deres svar? Så har du også mulighed for at sende klagen videre til DSB’s kundeambassadør.
DSB's kundeambassadør er ansat til at sørge for, at du får den service, du forventer, og har ret til hos DSB.
Kundeambassadørens afgørelse i din sag kan betyde, at DSB ændrer deres regler eller forbedrer den information, de giver til passagererne.
Sådan klager du til trafikselskaberne
-
Klager til Arriva sender du enten med posten eller via en formular på Arrivas hjemmeside.
Arrivas adresse er: Arriva Tog, Drewsensvej 1, 8600 Silkeborg
-
Klager over Bornholms Trafikselskab, BAT, kan du sende til deres mailadresse post@bat.dk. Eller du kan sende et klagebrev til BAT, Munch Petersens Vej 2, 2700 Rønne.
-
Rejser du med DSB, skal du klage til DSB Kundecenter. Det gør du ved at klikke dig gennem de forskellige valgmuligheder på DSB's hjemmeside.
Er du utilfreds med svaret på din klage, kan du også skrive til DSB's Kundeambassadør.
-
Klager over busselskabet Flixbus skal du sende online.
-
Klager til Fynbus sender du enten på mail eller på Fynbus’ hjemmeside.
Fynbus’ mailadresse er:fynbus@fynbus.dk
Udfyld klageformularen på Fynbus' hjemmeside
-
Klager over en rejse med Kombardo Expressen skal du sende til dem via deres hjemmeside.
-
Klager du over en oplevelse i metroen, skal du klage til Metro Kundeservice. Det gør du på DOT's hjemmeside.
-
Klager du over en rejse med Midttrafik, skal du klage på deres hjemmeside.
-
Klager til Movia, skal du sende online.
-
Klager du over en rejse med Nordjyllands Trafikselskab, skal du sende klagen via Ris og Ros på deres hjemmeside
-
Klager over Rejsekortet skal du sende til Rejsekort Kundecenter
-
Klager til Sydtrafik, skal du sende via Ris og Ros på deres hjemmeside.