Forsinket med færgen? 5 ting du har ret til
Bliver din færge meget forsinket eller aflyst, efter du har købt din billet? Så har du ret til 5 ting. Se, hvad du har krav på her.
5 ting du har ret til
Er din færge blevet meget forsinket? Eller er afgangen helt aflyst? Så giver EU's regler dig ret til 5 ting.
Rettighederne gælder for de fleste færgeruter i hele EU, men der er undtagelser. For eksempel sightseeingskibe og helt små færgeruter på kortere end 500 meter eller med en besætning på tre personer eller mindre.
Har selskabet fortalt om forsinkelsen, inden du har købt billetten, så gælder rettighederne som udgangspunkt ikke.
Sådan kan du klage
Får du ikke opfyldt dine rettigheder, skal du i første omgang klage til det færgeselskab, du sejler med.
Afviser de din klage, kan du klage til Søfartsstyrelsen.
5 ting du har krav på, hvis færgen er forsinket eller aflyst
1. Information
Du har ret til information om forsinkelsen eller aflysningen senest 30 minutter efter planlagt afgang.
Færgeselskabet skal give dig information om de forventede afgangs- og ankomsttidspunkter, så snart de kender dem.
2. Penge tilbage
Du har som udgangspunkt ret til at få penge tilbage, hvis du er 1 time forsinket på en sejltur, der varer under 4 timer. Alt efter hvor forsinket du er, har du ret til forskellige grader af kompensation:
- Er færgen 1 time forsinket ved ankomst, har du ret til 25 procent af billetprisen.
- Er færgen 2 timer forsinket ved ankomst, har du ret til 50 procent af billetprisen.
Er sejltiden over 4 timer, skal forsinkelsen være større, før du har ret til kompensation.
Skyldes forsinkelsen dårligt vejr eller usædvanlige omstændigheder, så det ikke er sikkert at sejle, har du har ikke ret til at få penge tilbage.
Er færgen forsinket på grund af tiltag fra myndighederne, der sker af sikkerhedsmæssige grunde, har du som udgangspunkt ikke ret til kompensation ved forsinkelser.
3. Alternativ transport eller refusion
Er din færge aflyst, eller er afgangen forsinket mere end 90 minutter, har du ret til at vælge mellem:
- At få din rejse ændret uden ekstra omkostninger til din destination hurtigst muligt.
- At få refunderet billetprisen – og eventuelt få en gratis returrejse til dit afrejsested, hvis du er i gang med rejsen.
Vælger du at ændre din rejse til en anden afgang ’så hurtigt som muligt’, vil det ikke altid være muligt at få at vide, hvornår du kan komme til at rejse. Det gælder for eksempel, hvis en rute er lukket på ubestemt tid. I det tilfælde, skal selskabet, så snart det er muligt, fortælle dig, hvornår næste mulige afgang er.
4. Mad og drikke
Ser det ud til, at din færge bliver 90 minutter forsinket, har du ret til mad og drikke i et rimeligt forhold til ventetiden, hvis færgeselskabet kan skaffe det på rimelige vilkår.
5. Overnatning
Gør forsinkelsen eller aflysningen, at det er nødvendigt med en eller flere overnatninger, har du ret til at blive gratis indkvarteret enten om bord på skibet eller på for eksempel et hotel. Du har også ret til gratis transport fra skibet til og fra hotellet.
Skyldes forsinkelsen eller aflysningen vejrforhold, der bringer sejlturen i fare, har du ikke ret til gratis indkvartering.
Forsinket på tog- eller busrejse i Europa? Her er dine rettigheder
Rejser du med tog eller bus gennem flere lande i EU, skal du ofte skifte flere gange for at nå din destination. Men hvad sker der, hvis du misser en afgang? Få svaret her.
Forsinket med bus på tværs af landet? 4 ting, du har ret til
Skal du rejse 250 kilometer eller derover med bus indenfor EU, har du ret til en række ting, hvis du bliver forsinket.
Forsinket med toget? 5 ting du har ret til
Rejser du med tog i EU, har du ret til 5 ting, hvis du bliver forsinket i mere end 1 time. Få styr på dine rettigheder, så du undgår du at blive snydt.