Nye priser og billetter på Fyn og i Jylland: 6 ting du skal vide

14. marts 2018

Rejser du med tog eller bus i Jylland og på Fyn? Fra 18. marts 2018 bliver billetter og priser ændret. Se her, hvad det kommer til at betyde for dig.

Passagerer på station

Nye priser og billetter på Fyn og i Jylland
Foto: Anette Sønderby Madsen

Billetter og priser bliver ændret

Trafikselskaberne i Jylland og på Fyn laver ny takstreform fra 18. marts 2018. Det betyder, at din billet eller prisen på den kan blive ændret. Måske kan du også spare penge ved at skifte til en anden type billet.

Rabatter, priser og billetter vil trafikselskaberne ensrette og gøre mere enkle med reformen ”Takst Vest”. Det var det samme, som skete på Sjælland og øerne i januar 2017.

Rejsekort er altid billigst

Rejsekortet er som udgangspunkt altid den billigste billet, når du rejser med bus eller tog.

Enkeltbilletten vil ikke være billigere end rejsekortet, som det i nogle tilfælde har været tidligere. Men en enkeltbillet kan godt koste det samme som rejsekortet på nogle rejser.

Rejser du mere end 30-40 gange om måneden, kan det bedre betale sig for dig at købe et pendlerkort eller rejsekort med pendler kombi.

Rabat får du på rejsekortet

Rabatter på rejsekort har været forskellige på tværs af trafikselskaberne. Nu får du den samme mængderabat på tværs af rejser i Jylland og på Fyn.

Mængderabat betyder, at du får rabat, når du ofte rejser på den samme strækning.

Rejser du uden for myldretiden, får du også rabat. Myldretiden er hverdage fra klokken 7-11 og 13-18.

Togrejser er dyrere end busrejser

Prisen for din togrejse bliver dyrere end din busrejse. Trafikselskaberne har besluttet, at priserne skal være forskellige, fordi produktet ikke er det samme.

Bus, letbane og lokaltog koster buspris, mens regional- og fjerntog koster togpris.

Kombinerer du bus og tog, betaler du togprisen.

Rejser du internt i Region Nordjylland, er du heldig. Her vil prisen for både bus og tog være den samme og billigste.

Rabatter forsvinder for de ældre

Ældre kan ikke længere, fra 18. marts 2018, rejse med 50 % rabat på DSB’s 65-billetter på udvalgte dage. I stedet får du en fast rabat på 25 % i forhold til standard billetprisen hele året.

Rejser du på rejsekort, vil du også kunne få rabat på din rejse.

Pensionister i Jylland og på Fyn får mindst 25 % rabat på rejsen med rejsekort ”pensionist” i forhold til det personlige rejsekort.

Rabat forsvinder for studerende og unge

Billigdagene forsvinder for togrejser. I stedet får du som ung eller studerende en fast rabat på 25 % på alle togrejser.

Ungdomskortet gælder stadig inden for dit takstområde, og du kan rejse på børnebilletter i andre områder.

Rejser du på rejsekort, vil du også kunne få rabat på din rejse.

Find din pris på Rejseplanen

Ændringerne kan betyde, at det bedre kan betale sig for dig at købe en anden billettype.

På Rejseplanen kan du se, om din billet kommer til at ændre pris. Husk at søg på rejser efter 18. marts 2018.

Ændringer i forskellige billettyper kan du også læse mere om på dit trafikselskabs hjemmeside.

Find ændringer på billetter hos dit trafikselskab

Find din pris på rejseplanen

Passagerpulsen mener

Formålet med reformen af priser og takster er at gøre det mere gennemskueligt for passagererne at købe billet til bus og tog. Det mener vi grundlæggende er en god ide. Det er vigtigt, at du som passager ved, hvilken billet der er bedst og billigst til din rejse.

Trafikselskaberne har meldt ud, at de fleste passagerer ikke kommer til at mærke prisstigninger. Det vil vi holde dem op på ved at høre passagererne undervejs, hvad de mener om reformen.

Når der bliver lavet så store ændringer, som reformen "Takst Vest" er, så er det vigtigt med god og løbende information. Vi opfordrer også til øget konduite og ekstra god service i begyndelsen, så passagererne får tid til at lære det nye system at kende.

I Passagerpulsen samler vi de erfaringer, som passagererne melder ind til os og data om konsekvenserne, og på det grundlag tager vi en dialog med selskaberne.

Følg Passagerpulsen på Facebook

Har du tænkt over, hvordan vi får en bedre kollektiv transport? Følg Passagerpulsen på Facebook og hold dig opdateret om forholdene for passagererne i bus, tog og metro.

Jo flere vi er, desto større indflydelse har vi.

Følg os på Facebook