Passagerer vil have læ for vind og vejr på landets togstationer

5. december 2016

Passagererne har talt. Muligheden for at stå i læ for vind og vejr på landets togstationer er vigtigst. Og næsten halvdelen mener, at toiletforholdene ikke er gode nok. Det viser en undersøgelse fra Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk.

Passagerer vil have læ for vind og vejr på landets togstationer

Passagerer vil have læ for vind og vejr på landets togstationer
Foto: Bjarke Hvass

Muligheden for at stå læ på stationen er vigtigst

Hvert år bruger passagerer meget af deres tid på landets over 500 stationer, når de venter på deres tog. Og med Danmarks omskiftelige vejr, vil passagererne ofte blive udsat for både blæst og kulde.

En ny undersøgelse fra Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk viser da også, at det er muligheden for at stå i læ for vind og vejr, der betyder mest for passagererne.

”Som passager i et land med så skiftende og utilregneligt vejr, er det vigtigt, at der er mulighed for at stå i læ, når man skal opholde sig på stationen. Med denne undersøgelse har vi fået dokumentation for, at det faktisk er det vigtigste forhold for passagererne på landets stationer. Det sender et rigtig stærkt signal til planlæggere og politikere landet over, ” siger Lone Fruerskov, fhv. afdelingschef i Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk.

Undersøgelsen viser også, at det er lige meget, hvor stor eller hvor i landet stationen er. Passagererne svarer det samme, når de bliver spurgt til hvilke forhold, som er vigtigst på togstationerne.

Gode toiletforhold er en mangelvare på flere stationer

Undersøgelsen viser også, at der er nogle helt basale faciliteter, som der i høj grad er behov for bliver forbedret eller som mangler på stationerne. Hele 44 % af de adspurgte passagerer har i hvert fald svaret, at toiletfaciliteterne, på den station de bruger, ikke er gode nok.

Samtidig mener 37 % at rengøring og vedligeholdelse skal strammes op.

”Rigtig mange passagerer er ikke tilfredse med forholdene på stationerne. Vi ved, at oplevelsen af stationerne netop har en stor betydning for den samlede rejse. Derfor bekymrer det selvfølgelig, at så mange synes, at toiletforholdene er så dårlige på landets stationer, ” siger Lone Fruerskov, der er afdelingschef for Passagerpulsen.

Passagerpulsen mener, at det er nødvendigt, at undersøgelsens resultater bliver brugt fremadrettet i indretningen og bygningen af landets togstationer, hvis man vil imødekomme passagerernes behov.

 

Passagerernes top 3 ønsker til stationerne

1.

Mulighed for at stå i læ for vind og vejr

2.

Elektroniske adgangstavler

3.

Nem adgang til øvrig transport (bus, tog og metro)