Blog: Tanker fra en ny pendler på Kystbanen

13. august 2015

Livet som lejlighedsvis passager i storbyens busser og s-tog er skiftet ud med en hverdag som Kystbane-pendler. Skiftet har sat tankerne i gang hos Asta Ostrowski, projektchef i Passagerpulsen.

Tanker fra en ny pendler på Kystbanen

Tanker fra en ny pendler på Kystbanen
Foto:iStock

Ny Kystbane-pendler

Min familie og jeg var på togtur fra hjemmet på Frederiksberg i København til Helsingør. Da vi når til Østerport station ser lillesøster ud på beplantningen og udbryder begejstret:

”Se, nu er vi kommet på landet!”.

Da besluttede vi, at det var på tide at flytte ud af byen.

Som sagt, så gjort! Men det betyder også, at jeg nu er blevet kystbanependler.

Omkring 30 minutter tager turen fra Humlebæk til Nørreport. Og spændt er jeg jo, efter al den negative omtale og de frustrerede pendlerrepræsentanter i medierne. Er kystbanen så slem, som de siger?

Fra statistik til virkelighed

DSB opgør selv deres rettidighed i juni måned til at være 97,5 % på banen. Det lyder jo meget godt, og det er i hvert fald meget bedre end så mange andre strækninger, tænker jeg.

Nu er det bare sådan at DSB for eksempel ikke medtager aflyste tog, når de beregner rettidighed. Og de aflyste tog er der en del af, eller sådan oplever jeg det i hvert fald.

Særligt om eftermiddagen rammes jeg af frustration over tog, som først forsinkes og siden aflyses.

Nu skal det siges, at DSB i deres nye kontrakt indfører en anden måde at opgøre de forsinkede tog.  En såkaldt ”kunderettighed”, som har til hensigt at give et mere retvisende billede af, hvad vi passagerer oplever.

Det bliver interessant at se, hvad tallene så viser.

Mere fleksibilitet og forståelse

Mange er glade for at tage cyklen med i togene, og det har bidraget til at øge passagertallet markant. Jeg overværer dog jævnligt sammenstød mellem cyklisterne og de andre passagerer, og nogle gange går det ret voldsomt for sig.

Jeg har også allerede fået et slag i maven, fordi jeg bad en passager om at flytte sig for at gøre plads til cyklerne. Set fra mit sæde kunne meget løses med lidt fleksibilitet og forståelse, os passagerer imellem…

Meget mere positivt er det altid venlige, fleksible og tålmodige personale. Igen og igen oplever jeg, at de løfter min og mine med-passageres dag, med deres professionelle og behagelige væremåde.

Bedre kollektiv transport behøver ikke altid at koste noget. Tak for det.

Som bekendt er tid og oplevelser relative. Forsinkelser og manglende siddepladser fylder nok mere end de mange dage, hvor toget kører til tiden, og vi får den gode vinduesplads i køreretningen. Men det vil jeg lade komme an på en prøve, og føre min egen pendlerdagbog.

Det bliver interessant at se, hvad der står tilbage, når jeg ikke længere er ny på Kystbanen.

Skrevet af

Asta Ostrowski

Seniorrådgiver, transport
Asta er i sommeren 2015 flyttet fra Frederiksberg til Humlebæk nord for København med sin mand og 2 børn. I Forbrugerrådet Tænk er Asta projektchef for Passagerpulsen, og hun har siddet med i adskillige ankenævn, blandet andet Ankenævnet for bus, tog og metro og Pakkerejseankenævnet.

Tilføj kommentar

Din e-mail bliver kun set af Passagerpulsen, når vi godkender din kommentar.