Blog: Mine ønsker til Rejsekortet som pendler

26. februar 2015

Rejsekortet deler vandene. En del er tilfredse og synes, det fungerer fint, men mange ser mangler ved kortet. Mette Boye, afdelingsleder hos Passagerpulsen, kommer her med sine ønsker til Rejsekortet - set fra en pendlers synsvinkel.

Rejsekort: hvilken type skal du vælge?

Rejsekort: hvilken type skal du vælge?
Foto:iStock

Mit transportbehov

Rejsekortet. Enten tænker du: "Tja, sådan et har jeg da, og det fungerer da ok." Eller også tænker du: "Åh nej, skandalekortet." Rejsekortet vækker følelser blandt mange.

Ifølge Rejsekort A/S' egne undersøgelser siger 2 ud af 3, at Rejsekortet gør det lettere at rejse med kollektiv transport i Danmark. Hos Passagerpulsen er det et af de emner, vi får flest henvendelser omkring.

Jeg er pendler – eller ”heavy user”, som det så smukt hedder. Jeg har et mobilperiodekort, som jeg finder frem, når jeg fra tid til anden bliver kontrolleret i toget.

Rejsekortet bruger jeg, når jeg skal rejse i de zoner, som ikke er dækket af mit periodekort, eller hvis mit periodekort er udløbet. 

En løsning til pendlerne er blevet annonceret til at komme i 2016, efter det først var annonceret til 2014. Det er let at efterlyse en rejsekortløsning også til pendlerne – men er Rejsekortet overhovedet noget pendlerne ønsker sig?

Pendler-rejsekortets mangler

Tja, med udgangspunkt i mig selv og mine vaner er det i hvert fald vigtigt, at jeg skal tænke så lidt som overhovedet muligt på at have billetten i orden. Jeg skal let og enkelt kunne bestille og genbestille periodekortet på mobilen, og jeg skal blot have mobilen i lommen – intet andet.

Jeg skal også gerne flere gange mindes om, at nu skal jeg til at forny mit periodekort, så jeg ikke pludselig står uden gyldig billet.

Når jeg bruger Rejsekort er det en anden situation. For det første skal jeg huske at checke ind og ud – og huske at checke ind igen ved skift. Det er mere besværligt end periodekortet. Derfor – hvis jeg som pendler skal overbevises om, at Rejsekortet vil være en god løsning for mig, så ville det være bedst, at jeg blot skal have mit pendlerrejsekort i lommen, så jeg kan fremvise kortet ved kontrol. Ingen check ind og ud!  

Jeg kan godt se en ide i, at jeg kunne få reduceret antallet af kort i min pung og nøjes med Rejsekortet. Det vil sige, at mit Pendlerrejsekort kunne bruges både som periodekort og Rejsekort classic - det vil sige et slags moderne klippekort.  

Når det jeg har, fungerer for mig, så skal Rejsekortet tilbyde en væsentlig forbedring hvis jeg skal ønske at skifte. Og hvis det skulle være rigtig attraktivt, så ville Pendlerrejsekortet fungere som min sikkerhed for, at jeg blev belønnet for at bruge kollektiv transport så tit, som jeg gør.

Tænk lige, hvis jeg udover at få mine daglige s-togsrejser til periodekortpris også kunne få rabat på turen til familien på Sydsjælland, fordi jeg i en periode havde kørt meget? Måske kunne jeg endda optjene rabat, så det kunne betale sig at tage ungerne en tur med over Storebælt til farmor og farfar i Randers? 

Mine ønsker

Det vil altså sige, at pendler rejsekortet skulle leve op til disse 3 krav:

  • Ingen check ud og ind – du skal blot have det med på rejsen og kontrolløren kan tjekke det ligesom periodekort tjekkes
  • Pendlerkort og rejsekort i 1 kort – det vil sige at jeg også kan bruge pendlerrejsekortet som billet, når jeg skal rejse udover de zoner, jeg bruger hver dag som pendler
  • Pendlerrejsekortet er min garanti for, at jeg får den billigste pris på alle mine rejser, og giver mig mulighed for at optjene rabat, når jeg har kørt meget med bus, tog og metro

Der er sikkert mange flere krav man kunne komme i tanke om – hvad er vigtigt for dig?

Skrevet af

Mette Boye

tidl. afdelingschef hos Passagerpulsen
Mette Boye var afdelingschef for Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk fra 1. oktober 2014-1. december 2015. Hun er selv daglig pendler mellem Måløv og Nørreport og kender dermed alle pendlerlivets glæder og frustrationer.

Følg Passagerpulsen på Facebook

På Passagerpulsens Facebook-side får du seneste nyt om dine rettigheder til din rejse med bus og tog og tips til at vælge den rigtige billet.

Vær med og deltag i debatten om en bedre kollektiv transport.

Følg os på Facebook

Kommentarer

Ingen tjek ind og ud for pendlere

Fint med pind nr. 2 og 3, men pind nr. 1 er afgørende: Ingen tjek ind og ud for pendlere.

Hvorfor skal det være billigst?

Det er klippekortet rejsekortet udskiftede. Det gjorde det også lettere at rejse med al anden trafik og endda billigere end kontantbilletter. Men det var ikke ideen det altid alle steder skulle være billigst.

jeg ville gerne at de pendlerzoner jeg betalte for blev indregnet/fratrukket priserne på mine rejser. Så jeg blot kunne stemple ind/ud ved start/slut på rejser. Jeg vil have fjernet det med stempling mellem skift af rejsemidler. Selskaberne må finde en anden/bedre afregning indbyrdes end at bruge kunderne. Hvorfor kan man ikke fordele pengene som med det gamle klippekort?

Rejsekortet i fremtiden er for mig en NFC chip i mobilen. Det er allerede teknisk muligt nu og så er du ikke afhængig af batteritid og andet geil. Men kan blot "stemple" ind ved at løfte mobiltelefonen op mod scanneren.

T.

Pendlerkort - rejsekortet

Som "heavy user" har jeg stor interesse læst indlægget, jeg er helt enig i at check ud og -ind ikke skal være et krav med et pendlerkort. Som daglig 'bruger' af Nørreport i myldretiden, er der ofte flaskehalse ved checkin når jeg skal videre med metroen, trods mange automater... Kortet er personligt og med alt det man kan gøre digitalt så burde det muligt med togrevisorerne at godkende pendlerkortet.
-Kunne det være en ide med en SMS/e-mail advisering når kortet skal fornyes?
-Det kunne være fantastisk at kunne 'tanke op' hjemme eller via mobilen...
-Hvis det bliver et krav at man SKAL tjekke ind og ud, så kunne en mulig løsning være at man checker ind ved rejsens start og man KUN skal tjekke ud når man er fremme ved destinationen.

Dette er blot lidt tanker :-)

Pendler rejsekort

Jeg er helt enig i Mette Boyes kommentarer.
FUNKTIONALITET:
Ikke mindst at det overordnet skal være sådan at rejsekortet er ligeså nemt at bruge i hverdagen som et gammeldags pendlerkort.
Hvis trafikselskaberne gerne vil have data om hvem, hvornår og hvor der rejses må de få data på en måde der ikke er en ulempe fra os pendlere. Hvis vi eksempelvis uden at skulle foretage os noget kunne blive registreret når vi går ind i og ud af toge og busser, så ville jeg gerne installere en app på min mobil der kunne få det til at virke.
FREQUENT TRAVELLER:
Bonusdelen af Mettes kommentarer er jeg også enig i, dem der rejser meget bør få en form for bonus. Jeg vil dog foretrække en bedre pendlerrejse frem for rabat på andre rejser, måske på linje med flyselskaberne: Mere komfort. For mig er det især gode sæder, skygge og stilhed kombineret med mulighed for at arbejde. At der skal være stille betyder bla. ingen telefoner, ingen billetkontrol, ingen annonceringer over højttalerne.
Vi pendlere har andre behov end de andre rejsende, vi behøver blandt andet ikke at få at vide hvor vi er kommet til, de 6 år jeg har pendlet har jeg været på samtlige stationer på turen ca 3000 gange :-)

Tilføj kommentar

Din e-mail bliver kun set af Passagerpulsen, når vi godkender din kommentar.