Gå til hovedindhold

Ankenævnssag: Checkede for sent ind i bussen og fik bøde

Passager mistede balancen, da bussen begyndte at køre. Hun fik derfor en bøde, fordi hun var for lang tid om at checke ind med sit rejsekort. Hun klagede til Ankenævnet for bus, tog og metro.

· 17. December 2017

Klagen

Passageren rejste med bus 4A i København, hvor passagererne stiger på i midten af bussen. Da hun var gået ind i bussen, ledte efter sit rejsekort i sin taske.

Bussen begyndte at køre, så hun mistede balancen og satte sig på et sæde lige over for indgangen og standeren til check ind.

Stoppestedet efter fandt hun rejsekortet og checkede det ind. Kort efter kom en kontrollør, som gav hende en bøde, fordi han så hende checke ind.

Kontrolløren checkede hendes rejsekort ud, for hun havde betalt for rejsen og sagde, at hun kunne rejse videre på sin bøde. 

Passageren klagede med det samme til Movia over bøden, da hun jo var checket ind og dermed havde betalt for turen. Men de holder fast i, at hun skal betale bøden.

Klagen sendte hun derfor videre til Ankenævnet for bus, tog og metro.

Afgørelsen

Ankenævnet giver Movia ret i, at hun var for lang tid om at checke ind, og at hun skal betale bøden.

Begrundelsen

Nævnet mener, at 1 minut og 39 sekunder er for længe at vente med at checke ind.

Klageren skulle have haft sit rejsekort klar, da hun står på bussen.

Movia får dog at vide af ankenævnet, at de skal melde klart ud til passagererne, hvad reglerne er for straksbillettering.

Midttrafik har for eksempel tydeligt fortalt passagererne, at de ikke må sætte sig på et sæde, inden de har købt billet eller checket ind med rejsekortet.

Sagen var for ankenævnet 9. november 2017