Gå til hovedindhold

Rejsekort Anonymt: Det skal du være opmærksom på

Reglerne for Rejsekort Anonymt er anderledes end personlige- og flexkort. Læs med her, hvis du har eller overvejer at få et Rejsekort Anonymt.

Fotokredit: Anette Sønderby Madsen · 6. Oktober 2022
Rejsekortstander på metrostation med passagerer i baggrunden

Rejsekort Anonymt har særlige regler

Et Rejsekort Anonymt kan du dele med din familie og venner, og du kan få kortet i hånden med det samme. 

Kortet kan du også købe uden et dansk CPR-nummer. Men der er nogle særlige betingelser, du skal være opmærksom på, hvis du bruger Rejsekort Anonymt. 

Du betaler mere for et Rejsekort Anonymt end andre rejsekort

Et Rejsekort Anonymt koster 80 kr. at købe. Et Rejsekort Personligt eller Flex koster kun 50 kr. 

Rejserne på dit anonyme kort er også i nogle tilfælde dyrere end, hvis du har et Personligt Rejsekort. Mængderabatterne, som du får på Fyn og i Jylland, er nemlig mindre på det anonyme kort. 

Forudbetalingen, når du rejser, er også højere på et Rejsekort Anonymt. Du skal altid have 70 kr. på kortet, for at du kan rejse. Rejser du mellem landsdele, skal der stå mindst 600 kr. på kortet. 

Du får mindre rabat end med Rejsekort Personligt

Vest for Storebælt kan du opnå en højere rabat på Rejsekort Personligt, mens rabatten er ens for Flex og Anonymt. Passagerer med Rejsekort Flex og Anonymt kan dele kortet med andre – og selskaberne vil hellere yde rabat til personer end til kort.

Rejser over Storebælt giver en mindre forskel mellem rabatten på Flex og Anonymt kort.

På Sjælland er der samme rabat uanset om du bruger Rejsekort Personligt, Flex eller Anonymt.

Du skal indstille dit Rejsekort Anonymt, når du rejser mellem landsdele

Dit Rejsekort Anonymt skal du indstille til at tillade rejser på tværs af landsdele, hvis du vil rejse længere. Derudover skal der stå 600 kroner på kortet, før du kan rejse på tværs af landsdele.

Rejser du for eksempel over Storebælt eller mellem Nordjylland og Midtjylland på et Rejsekort Anonymt, hvor du ikke har ændret indstillingen inden rejsen, kan du få en bøde.

Indstillingen kan du ændre i en rejsekort-automat eller på et salgssted.

Du har ikke adgang til selvbetjeningen

Rejsekorts selvbetjening kan du ikke bruge, hvis du har et Rejsekort Anonymt. Det betyder, at du ikke kan:

  • Ændre kundetype hjemmefra
  • Tanke op online
  • Få en tank-op-aftale 
  • Få et pendlerområde på dit kort
  • Se hele din rejsehistorik - du kan kun se de 13 seneste aktiviteter på en rejsekortautomat 

Du kan ikke bruge Check udvej-appen

Glemmer du at checke ud, ved Rejsekort A/S ikke, om din rejse har kostet mere eller mindre end de 70 kroner, som forudbetalingen er.

Koster din rejse mindre end de 70 kroner, skal du have penge tilbage. Koster rejsen mere, skal du betale resten af rejsens pris.

Rejsekort kender jo ikke dig, som indehaver af et rejsekort anonymt, og derfor kan de hverken tilbagebetale eller trække flere fra kortet.

Du har færre muligheder for at tanke op og få dine penge igen

Rejsekort Anonymt kan du kun tanke op i rejsekortautomater eller på salgssteder. Kortet kan ikke tankes op automatisk eller online.

Pengene på Rejsekort Anonymt kan du ikke få igen, hvis du mister kortet. Det skyldes, at kortet ikke har en registreret kortindehaver, derfor kan det ikke spærres. Mister du det, er både kort og saldoen gået tabt.

Pengene på et Rejsekort Anonymt kan du få udbetalt ved alle salgssteder indtil et år efter kortets udløb. 

Du kan hurtigere få kortet spærret

Et Rejsekort Anonymt risikerer at blive spærret, hvis du to gange i løbet af 12 måneder glemmer at checke ud, eller hvis du har en gæld på mere end 500 kr. Dog skal hver sag vurderes enkeltvis. 

Rejsekort Personligt og Rejsekort Flex risikerer først at blive spærret efter 3 glemte check ud. Har du et personligt eller flex-kort, kan du også bruge appen 'Check udvej' op til 12 gange om året.