Flextrafik: Er der et tilbud til dig?

13. november 2019

Hvad koster en tur med flextrafik - og kan du køre med uden at blive visiteret først? Få overblik over dine muligheder for at køre med flextur her.

flextrafik-find-dit-tilbud.png

flextrafik-find-dit-tilbud
Foto: Getty Images

Flextur får dig frem, når bus og tog ikke kan

Flextrafik, flextur, teletur og plustur er offentlig transport, der kan få dig fra A til B, når bus og tog ikke er tilstrækkeligt. Det kan for eksempel hjælpe dig, hvis du skal rejse til eller fra et sted, hvor der er langt til nærmeste stoppested.

Flextur henter dig ved kantstenen og kører dig til din destination.

Du skal i de fleste kommuner ikke visiteres til Flextrafik, men reglerne er forskellige fra kommune til kommune. Især i større byer er der begrænsninger på, hvem og hvor du kan bruge Flextrafik.

Bestil i god tid - og vær fleksibel

Flexturene skal du bestille i god tid - som regel senest 2 timer før du vil afsted. Flextrafik kører som regel ikke om natten.

Afgangstidspunktet kan du ikke helt selv bestemme. Du kan ønske en tid, men du kan blive hentet både før og efter. Som regel kan flexturen komme i et interval mellem 15 minutter før og 45 minutter efter det tidspunkt, du har ønsket.

Skal du nå noget bestemt, kan du fortælle det, når du bestiller din tur. Så kan du være sikker på at nå din aftale - men du risikerer at komme i så god tid, at du får en del ventetid.

Prisen for en flextur beregnes oftest per kilometer. Prisen per kilometer ligger mange steder mellem 4 og 14 kroner. Der er også tit en minimumspris.

Tilbud om flextrafik varierer fra kommune til kommune

Flextrafik, telekørsel, flextur og plustur er tilbud til dig, der skal rejse til og fra steder, hvor der ikke går en bus. Reglerne for ordningerne er forskellige fra kommune til kommune.

Vælg dit område i oversigten herunder, og se, om der er et tilbud til dig. 

Prisen og reglerne for bestilling finder du også i oversigten.

Bestil din flextur via app

Movia, Fynbus, Sydtrafik, Midttrafik og NT har sammen en app, hvor du kan bestille din flextur.

Hent appen til Android

Hent appen til iOS

Sådan er reglerne i dit område

Sydjylland

Du kan køre med Flextrafik fra klokken 06 til midnat i følgende kommuner: Billund, Esbjerg, Fredericia, Haderslev, Kolding, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Vejle og Aabenraa Kommune.

Du skal ikke visiteres til Flextrafik. Du kan ikke køre med Flextrafik internt i Esbjerg, Fredericia, Kolding og Velje. Der skal du tage bybussen i stedet.

Hvad koster det?

Priserne varierer fra 4 til 5,5 kroner per kilometer. Mindsteprisen er 40 kroner.

Find din pris i folderen fra Sydtrafik

Bestiller du online, betaler du med kort i forbindelse med bestillingen.

Bestiller du telefonisk, skal du betale kontant til chaufføren. Du skal have lige penge med.

Hvordan bestiller jeg?

Du kan bestille din tur med Flextrafik via en digital selvbetjening eller over telefonen. Du skal bestille mindst 2 timer før, du skal med. Du kan bestille turen 14 dage før, du skal rejse. Du får 20 procent rabat, hvis du bestiller online.

Telefonnumeret, du skal bruge, er 76 60 86 08. Tast 1 i menuen. Telefonen er åben alle dage fra klokken 8 til 18.

Bestil via Sydtrafiks selvbetjening

Ingen Flextrafik på Fanø

Fanø Kommune har ikke Flextrafik. Hvis du har særlige behov, kan du blive visiteret til en kørselsordning.

Se, om du kan blive visiteret, på Fanø Kommunes hjemmeside

Fyn og øerne

Teletaxi

Teletaxi er Fynbus' flextrafiktilbud, som du kan bruge, hvis du rejser i følgende kommuner: Assens, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Middelfart, Nordfyns, Nyborg, Odense og Svendborg Kommune.

Du skal ikke visiteres til teletaxi. 

Telecity

I Middelfart og Svendborg kan du køre med Telecity, som kører på steder og tidspunkter, hvor bybusserne ikke kører.

Telerute

Telerute er en form for Flextrafik, der kører en fast rute fra stoppested til stoppested. Du skal stadig bestille en tur, for at du kan komme med.

Telerute findes følgende kommuner: Faaborg-Midtfyn, Odense og Langeland.

Telependler

Med telependler kan du blive kørt til og fra stoppestedet, hvis du har mere end et vist antal kilometer til nærmeste stoppested. Grænsen varierer fra 1 kilometer til 2,5 kilometer.

Du får en fast aftale og din egen køreplan. Du skal have et gyldigt pendlerkort eller ungdomskort for at bruge ordningen. Du betaler ikke ekstra for telependlerturene, så længe de er i det område, du har pendlerkort til.

Telependler findes i følgende kommuner: Kerteminde, Nyborg, Nordfyn, Svendborg og Faaborg-Midtfyn Kommune.

Læs mere om telependler hos Fynbus

Hvad koster det?

Priserne og reglerne er forskellige fra kommune til kommune og fra ordning til ordning. Du kan finde din pris via Fynbus' kort. Vælg din kommune og scroll ned i bunden af siden, så kan du se mulighederne for telekørsel.

Vælg din kommune på Fynbus' kort, og se dine muligheder

Hvordan bestiller jeg?

Du kan bestille din teletur over telefon eller via selvbetjeningen online.

Telefonnumeret, du skal bruge, er 63 11 22 55. Telefonen har åbent fra klokken 7 til 19 på hverdage og mellem klokken 8 og 18 i weekenden og på helligdage.

Bestil via Fynbus' selvbetjening

Særligt for Ærø Kommune

Der er ikke telekørsel på Ærø. Du kan blive visiteret til kommunens kørselsordning, hvis du har særlige behov.

Se, om du kan blive kørt, på Ære Kommunes hjemmeside

Midtjylland

Du kan køre med Flextur i følgende kommuner: Favrskov, Hedensted, Herning, Holstebro, Horsens, Ikast-Brande, Lemvig, Norddjurs, Odder, Randers, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Skanderborg, Skive, Struer, Syddjurs, Viborg og Aarhus Kommune.

Flextur er tilgængelig for alle og kører mellem klokken 6 og midnat alle dage, undtagen den 24. og 31. december.

Hvad koster det?

Midttrafik har lavet en beregner, hvor du kan tjekke den forventede pris på din rejse med Flextrafik.

Find din pris i beregneren

Du kan også finde prisen i din kommune på Midttrafiks hjemmeside.

Se hvad du skal betale per kilometer

Bestiller du turen online, betaler du med kort. Bestiller du turen telefonisk, skal du betale kontant til chaufføren. Husk lige penge.

Hvordan bestiller jeg?

Flextur kan du bestille på Midttrafiks selvbetjening, i appen eller per telefon.

Telefonnummeret til bestilling er 87 40 83 00. Du skal taste 2 i menuen. Telefonen er åben fra klokken 07 til 20. 

Særligt for Samsø

Samsø har sin egen telebusordning.

Læs om Samsøs telebus 

Nordjylland

Alle kommuner i Nordjylland tilbyder Flextur-løsninger. Alle kan bruge flextrafik, som kører mellem klokken 06 og 23.

Hvordan bestiller jeg?

Du kan bestille din Flextur online eller over telefonen. Bestiller du online eller gennem Flextrafik-appen, sparer du 10 procent.

Telefonnummeret til Flextrafik i Nordjylland er 99 34 11 34. Telefonen er åben mellem klokken 08 og 18.

Bestil via selvbetjeningen

Hvad koster det?

Prisen er mellem 4 og 14 kroner per kilometer. Mindsteprisen er mellem 35 og 100 kroner.

Bestiller du online eller via appen, betaler du med et betalingskort.

Bestiller du din flextur telefonisk, skal du sørge for at have lige penge med til turen. Du kan kun betale med kontanter. Chaufføren kan kun give tilbage op til nærmeste 100 kroner.

Find priser og vilkår for din kommune på NT's hjemmeside

Sjælland

Du kan rejse med Flextur i følgende kommuner: Faxe, Guldborgsund, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Lolland, Næstved, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Slagelse, Solrød, Sorø, Stevns og Vordingborg Kommune.

Hvordan bestiller jeg?

Flextur kan du bestille telefonisk eller online via selvbetjening.

Telefonnummeret er 70 26 27 27. Telefonen har åbent mandag til fredag klokken 7 til 18, og klokken 8 til 18 i weekenden og på helligdage.

Bestil flextur online

Hvad koster det?

Priserne på Flextur er mellem 6 og 12 kroner per kilometer.

Find prisen i dit område på kortet

Særligt for Greve Kommune

Flextrafik kan du ikke bruge i Greve Kommune. Hvis du er bevægelseshæmmet og ikke kan bruge almindelig kollektiv transport, kan du blive visiteret til en kørselsordning. 

Læs mere om visiteret kørsel i Greve Kommune

Hovedstaden

Du kan rejse med Flextur i følgende kommuner: Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gladsaxe, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal og Vallensbæk Kommune.

I følgende kommuner er der ikke tilbud om Flextrafik: Albertslund, Frederiksberg, Gentofte, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Københavns, Rødovre og Tårnby Kommune. I disse kommuner er der i stedet forskellige tilbud om visiteret kørsel, hvis du har særlige behov.

Hvordan bestiller jeg?

Flextur kan du bestille telefonisk eller online via selvbetjening.

Telefonnummeret er 70 26 27 27. Telefonen har åbent mandag til fredag klokken 7 til 18, og klokken 8 til 18 i weekenden og på helligdage.

Bestil flextur online

Hvad koster det?

Priserne på Flextur er mellem 6 og 12 kroner per kilometer.

Find prisen i dit område på kortet

Bornholm

Bornholm er ikke en del af flextrafiksamarbejdet, men der er en kørselsordning gennem trafikselskabet BAT.

Ordningen hedder HandyBat og er rettet mod ældre og mennesker med handicap. Du skal visiteres til ordningen. 

Læs mere om regler for visitering og bestilling hos BAT