Billet til bus, tog og metro: Find dit alternativ til rejsekortet

9. april 2018

Rejser du ikke på rejsekort? Så er der en række alternativer til rejsekortet, som du kan købe i stedet for. Passagerpulsen har samlet et overblik over billettyperne.

stoppested_aarhus.jpg

Busstoppested i Aarhus, hvor en bus kører forbi i modsatte retning
Foto: Midttrafik

Vælg det rigtige alternativ

Rejsekortet er som udgangspunkt den billigste billet, når du skal med bus, tog eller metro. Med mindre du rejser mellem 26-40 gange på en måned, så vil et periodekort være billigst.

Ønsker du ikke at have et rejsekort, er der flere alternativer, du kan vælge i mellem. Du skal dog være opmærksom på, at der kan være fordele og ulemper ved alternativerne.

Passagerpulsen har samlet et overblik over nogle af de billettyper, du kan købe i stedet for rejsekortet.

Trafikselskaberne har flere billettyper, end vi nævner her som for eksempel dagsbilletter, turistbilletter osv. Så husk at undersøge, om der er andre billettyper, der passer endnu bedre til netop din rejse.

Søg på din rejse og se priser på rejseplanen.dk

Passagerpulsen mener

Vi mener grundlæggende, at det er vigtigt, at du som passager har valgfrihed, når du køber en billet. Passagererne skal ikke tvinges over på rejsekortet.

Cirka halvdelen af passagererne, svarer i en undersøgelse fra Passagerpulsen fra april 2018, at de primært rejser på rejsekort. Men der er også en stor gruppe, der vælger rejsekortet fra, og de skal stadig kunne køre med kollektiv transport til en rimelig pris.

Passagerpulsen arbejder for, at der stadig er alternativer til rejsekortet, som f.eks. ikke er digitale, og som ikke er urimeligt dyre. Og vi opfordrer trafikselskaberne til fortsat at udvikle rejsekortet, så det bliver mere attraktivt for flere passagerer.

Billettyper

Sms-billetter

Trafikselskaber der sælger sms-billetter:

  • DOT (Din offentlige transport på Sjælland, Lolland, Falster og Møn)
  • Nordjyllands Trafikselskab

Fordele

Mobiltelefoner af alle typer kan du bruge til at købe en sms-billet. Det er ikke kun til smartphones.

En fleksibel løsning, da du kan købe billetten helt frem til, du skal rejse.

Du slipper for at have kontanter med til billetten.

Ulemper

Prisen er den samme som kontantbilletter, så det er en dyr billettype.

Vær opmærksom på, at billetten kun er gyldig i en periode alt efter, hvor mange zoner du skal rejse. Køb derfor først billetten nogle minutter før du skal med bussen eller toget.

Billetten bestilles ved at skrive en bestemt "kode" i en sms til et 4-cifret telefonnummer. Den kode skal du kende.

Sms-billetten gælder kun for 1 person.

Husk, at du skal have modtaget billetten, inden du stiger ombord på bussen eller toget – ellers risikerer du at få en bøde.

Løber din smartphone tør for strøm, har du ikke en gyldig billet.

Mobilbilletter

Trafikselskaberne har lavet apper, du kan downloade til din smartphone og købe billetter i.

Selskaber med app-billetter:

  • DOT (Din offentlige transport på Sjælland, Lolland, Falster og Møn)
  • FynBus
  • Sydtrafik
  • DSB
  • Midttrafik

Fordele

Mobilbilletterne, som du køber i en app, giver dig mulighed for at være fleksibel. Du behøver ikke planlægge din rejse, men køber en billet i appen, når du ved, hvornår og hvor du vil af sted.

Ulemper

Smartphone er en nødvendighed, da du kun kan downloade apper til den type mobiltelefoner.

Apperne er kun lavet til iPhone og Android-telefoner.

App-billetterne er dyre, når du køber dem som enkeltbilletter. Prisen er den samme som for kontantbilletter.

Løber din smartphone tør for strøm, har du ikke en gyldig billet.

Husk, at du skal have modtaget billetten, inden du stiger ombord på bussen eller toget – ellers risikerer du at få en bøde.

Mobilklippekort

Downloader du en app fra trafikselskaberne, har du mulighed for at købe et mobilklippekort.

Mobilklippekort kan du købe hos:

  • DOT (Din offentlige transport på Sjælland, Lolland, Falster og Møn)
  • Midttrafik

Fordele

Mobilklippekort giver dig rabat på dine rejser ligesom det tidligere papklippekort.

Klippekortet fra Midttrafik udløber ikke.

Del dit klippekort med andre, når I rejser sammen.

Ulemper

Smartphone er en nødvendighed. Almindelige mobiltelefoner kan du stadig bruge til at købe sms-billetter.

Appen er desværre ikke udviklet til Windows Phones - kun Android og iPhone.

Klippekort i DSB og DOT’s apper bliver ugyldige efter et år.

Løber din smartphone tør for strøm, har du ikke en gyldig billet.

Kontantbilletter

Trafikselskaberne sælger alle standard kontantbilletter, som du kan købe i for eksempel automater, billetsalg, i bussen, på selskabets hjemmeside eller rejseplanen.dk.

Se mere på selskabernes hjemmesider.

Fordele

Fleksibel billet, som du kan købe til en valgfri afgang på den dag og strækning, du har købt den.

Billetten kan også bruges i bus, tog og metro i et zoneområde omkring din station. Dit zoneområde står på billetten.

Ulemper

Prisen er ofte dyrere end andre billettyper.

Rabat får du ikke på standard kontantbilletter.

DSB Orangebilletter

Rejser du over Storebælt, og er du ude i god tid, kan du købe en DSB Orangebillet.

Billetten kan også købes til visse strækninger øst og vest for Storebælt.

Fordele

Billetten kan være billigere end rejsekortet.

Voksne kan stadig have 2 børn under 12 år med gratis på billetten.

Ulemper

Du kan ikke ændre eller få pengene tilbage for billetten.

Billetten gælder kun på den valgte dag og det valgte tidspunkt.

Du kan kun købe billetten på DSB' hjemmeside eller i deres app.

Billetten er gyldig mellem DSB og Arriva-stationer, men du kan ikke bruge den til din videre rejse med bus, metro, lokal- og privatbaner eller letbanen.

Arriva YourWay

Rejser du uden for myldretiden eller i weekenden, kan det måske betale sig for dig at købe en Arriva YourWay-billet.

Fordele

Prisen er lav i forhold til andre billettyper.

Voksne kan stadig have 2 børn under 12 år med gratis på billetten. Børn kan gratis rejse sammen med 1 andet barn under 12 år.

Ulemper

Billetten kan kun benyttes i Arrivas tog og er kun gyldig til den valgte Arriva afgang.

Arriva sætter kun billetterne til salg på udvalgte dage, i begrænsede antal og til udvalgte strækninger.

Rabat kan du ikke få ved at kombinere med andre kort eller billetter.

Billetten kan ikke ændres, og du kan ikke få penge tilbage.

Få Passagerpulsens nyhedsbrev

Rejser du med bus, tog og metro? Få guider og gode råd til dine rettigheder leveret direkte i din indbakke.

Du får også vores nyeste undersøgelser af offentlig transport.

Tilmeld dig Passagerpulsens nyhedsbrev her – det udkommer ca. 1-2 gange om måneden.

Tilmeld