Passagerpulsen var vært for europæisk konference om kollektiv transport
Den 10. og 11. juni var Passagerpulsen vært for den årlige EPF Konference (European Passengers' Federation) om kollektiv transport og mobilitet i Europa. Transportminister Trine Bramsen åbnede konferencen, og mere end 70 passagerer, politikere og fagpersoner fra hele Europa deltog.
Konferencen blev afholdt på Vartov i København, hvor deltagerne delte viden og best practices inden for fire temaer:
- Hvordan kan offentlig transport bidrage til en grønnere fremtidig mobilitet?
- Den digitale omstilling i den offentlige transport – muligheder og opmærksomhedspunkter
- Erfaringer med pendling med offentlig transport på tværs af grænserne
- Inddragelse af slutbrugerne i udviklingen af den offentlige transport
15 lande var repræsenteret
Foruden åbningstaler af transportminister, Trine Bramsen, og formand for Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip, bestod programmet af oplæg fra bl.a. Elisabeth Kotthaus, Head of Unit for Social Affairs, Passenger Rights & Equal Opportunities at DG Move, som fortalte om det politiske arbejde på EU-niveau, Blaž Pongračič fra CER, Dominik Hartl fra Hardt Hyperloop, Sven Marius Utklev Gjeruldsen fra Bane NOR, Sophie Buyse fra Deutschebahn, Louise Coward fra Transport Focus, Vassilis Agouridas fra UIC-2 og Lars Wiinblad fra Passagerpulsen.
I alt var mere end 15 lande repræsenteret på konferencen, og der var både veletablerede organisationer som Union Internationale des Transports Publics (UIPT) med mere end 135 års erfaring og helt unge organisationer som EIT Urban Mobility etableret i 2019. Desuden deltog repræsentanter fra bl.a. Resenärerna, DTU, Greater Copenhagen, ALLRail, Aachener Verkehrsverbund, POLIS og inklusionsprojektet INDIMO.
Fælles udfordringer og gode løsninger
Flere pointer gik igen på tværs af oplæggene. Bl.a. nævnte flere vigtigheden af brugerinvolvering og investeringer. Sammen med multimodale løsninger og generel sammenhæng blev det fremhævet som vigtige elementer, der kan gøre kollektiv transport til et nemt, fleksibelt og reelt alternativ til bilen. Ikke blot inden for landegrænser men også på tværs. Desuden blev de mange forskellige billetsystemer og priser fremhævet som en barriere for passagererne, der skal navigere i et komplekst felt af digitale løsninger på forskellige sprog.
Undervejs var der workshops og paneldebatter. Her blev det særligt tydeligt, at mange af de samme udfordringer og frustrationer går igen fra land til land, men også, at der er mange eksempler på gode løsninger. Fx når det gælder pendling i grænseregioner, hvor der ofte ikke er sammenhæng i billet og takstsystemer og informationssystemer. Konferencen viste, at der allerede findes gode løsninger, der relativt enkelt vil kunne kopieres.
Rapport om digitalisering i kollektiv transport på vej
De digitale løsninger blev fremhævet specifikt af bl.a. projektchef for Passagerpulsen, Lars Wiinblad. Han gav et indblik i resultaterne af Passagerpulsens nyeste undersøgelse om fordele og opmærksomhedspunkter i forbindelse med digitalisering i kollektiv transport.
Rapporten udgives inden sommerferien.
Vil du vide mere?
Alle præsentationer fra konferencen bliver tilgængelige på epf.eu/reports
Visionsværksted: Fremtidens kollektive transport
Passagerpulsen inviterer i 2023 til fem visionsværksteder om fremtidens kollektive transport - ét i hver region. Læs mere og tilmeld dig her på siden.
Valgdebat om kollektiv transport i din region
Op til kommunal- og regionalvalget afholdt Passagerpulsen valgdebatter om den kollektive transport i alle regioner. Her kan du finde opsamlingen fra debatten i din region og blive klogere på de lokale kandidaters holdning til udvikling af kollektiv transport i dit område.
Konference i Region Hovedstaden: Passagererne tog pulsen på tryghed i kollektiv transport
Den 25. maj samlede Passagerpulsen passagerer, fagpersoner, politikere og andre interesserede til en konference, som tog pulsen på, hvordan vi kan øge trygheden i kollektiv transport i Region Hovedstaden. Find præsentationer, anbefalinger og opsamling her på siden.