Gå til hovedindhold

Nye Passagerråd skal give bedre kollektiv trafik

Passagererne har en unik viden om, hvordan rejsen med bus og tog bliver bedre. Den viden skal endnu mere i spil. Derfor opretter Passagerpulsens hos Forbrugerrådet Tænk 5 regionale Passagerråd. Det første bliver i Region Hovedstaden.

Fotokredit: Getty Images · 5. Oktober 2020
Mennesker står på række og læner sig op ad et langt bord

Passagererne oplevelser og erfaringer skal inddrages meget mere i planlægningen og udviklingen af den kollektive transport, hvis det står til Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk. Det var et flertal af partierne i Folketinget enige i, da de i foråret gav Passagerpulsen en bevilling til at oprette fem regionale Passagerråd.

”Nogle selskaber har allerede i dag et samarbejde med passagererne om for eksempel køreplaner, planlægning af sporarbejder og forskellige omlægninger, men der er behov for en mere repræsentativ stemme, der giver input på tværs af transportformer og kommunegrænser. Derfor glæder det os meget, at vi nu kan starte det første regionale Passagerråd i Hovedstadsområdet. Det vil styrke den kollektive transport, og dermed også understøtte den grønne omstilling,” siger Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk.

I Region Hovedstaden glæder Jens Mandrup, formand for Trafikudvalget, sig til at få Passagerrådenes input til arbejdet.

”Med Passagerrådets indspark kan vi træffe endnu bedre beslutninger om den kollektive trafik til gavn for passagererne, og dermed gøre kollektiv trafik mere attraktiv og et førstevalg for flere. Et forum som Passagerrådet er vigtigt for dialogen mellem politikere og borgere, særligt på så borgernært et område som kollektiv trafik. Med gode input kan vi hurtigere forbedre det, der fungerer mindre godt. Derfor er jeg meget glad for, at Folketinget har afsat penge til området,” siger Jens Mandrup.

Alle kan stille op til Passagerrådet i Region Hovedstaden

Medlemmerne af Passagerrådet er alle frivillige, og de har forskellige baggrunde. Modellen er hentet fra Tyskland, hvor erfaringerne er gode. Nogle medlemmer er udpeget i samarbejde med eksempelvis Danske Studerendes Fællesråd, Ældresagen og pendlerrepræsentanter, og nogle er tilfældigt udvalgt blandt alle interesserede.

Anja Philip opfordrer alle til at stille op, også selv om de ikke bruger kollektiv transport særlig tit.

”Danmarks klimamål afhænger af, at flere af os tager bus og tog, så hvad enten du rejser hver dag eller kun en sjælden gang, kan du stille op. Det samme gælder, hvad enten du bor i byen eller på landet, eller du rejser kort eller langt. Det vigtigste er, at du har lyst til at arbejde for en bedre kollektiv transport,” siger Anja.

Passagerrådet i Region Hovedstaden er det første af fem Passagerråd. Planen er, at landets fem regioner alle har et konstitueret Passagerråd inden udgangen af 2021.

Fakta om passagerrådet

  • Passagerpulsens Passagerråd i Region Hovedstaden kommer til at have 19 medlemmer. 9 er udpeget efter dialog med interesseorganisationer og pendlerrepræsentanter. 10 bliver udvalgt blandt dem, der stiller op.

    Alle kan stille op ved at udfylde et skema hos Passagerpulsen i Forbrugerrådet Tænk. Efterfølgende bliver medlemmerne udvalgt ud fra kriterier som køn, alder, beskæftigelse, geografisk placering, hyppighed i brug af kollektiv trafik, og motivation for deltagelse.