Trods corona: Flere er tilfredse med den kollektive transport
Sporarbejder, trængsel og corona. Den kollektive transport har rigeligt med udfordringer. En ny undersøgelse fra Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk viser dog, at flere danskere er tilfredse med bus og tog.
48 procent af danskerne er generelt tilfredse med den kollektive transport. Det er en stigning på 3 procentpoint i forhold til marts 2019 og 7 procentpoint i forhold til 2016. Tallene stammer fra undersøgelsen ’Danskerne, kollektiv transport og grøn omstilling 2020’, som er lavet af Norstat Danmark for Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk.
Det er 5. gang at danskerne er blevet spurgt til tilfredsheden med den kollektive transport og hvorvidt den kan opfylde deres transportbehov. Begge dele klarer sig bedre end tidligere, og det er rigtig flot i lyset af de ekstra udfordringer med blandt andet utryghed, pladsbilletter og krav om mundbind, som coronakrisen har stillet passagerer og trafikselskaber overfor, mener Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk.
”Skal vi nå de ambitiøse klimamål og komme trængslen til livs er det vigtigt, at der er flere danskere, der har lyst til at vælge den kollektive transport til. Derfor er det rigtig godt, at der er en stigning i antallet af forbrugere, der er tilfredse med den kollektive transport - også i den svære tid vi er i,” siger Anja Philip.
Færre bruger den kollektive transport
Corona har dog sat sit spor i danskernes transportvaner det seneste halve år. Således svarer næsten hver 3. dansker, at de bruger den kollektive transport mindre end for et år siden. Og det bliver ikke nødvendigvis nemt at få dem tilbage i bus og tog.
”Siden nedlukningen af Danmark tilbage i marts, er vi blevet bedt om, at vælge andre transportmidler end de kollektive. Det har været vigtigt for at begrænse smitten, men vi ved også, at når først folk sidder i en bil, så er det rigtig svært, at få dem til at erstatte bilturen med andre transportformer som for eksempel bus eller tog,” siger Anja Philip.
Undersøgelsen viser også, at danskerne vurderer bilen som bedre end den kollektive transport, når det gælder vigtige parametre som pålidelighed, hastighed, fleksibilitet og pris. Samtidig svarer 6 ud af 10 danskere, at de gerne vil transportere sig mere klima- og miljøvenligt og næsten 1 ud af 3 vil bruge kollektive transport en del eller meget mere, hvis der sker forbedringer.
”Det viser tydeligt, at der er et potentiale til at få flere over i bus og tog, især blandt de unge og dem, der i forvejen bruger bus og tog en gang i mellem. Men det er vigtigt at understrege, at det ikke kommer af sig selv. Det kræver en indsats fra politikere, trafikselskaber og andre aktører. I første omgang for at få passagererne trygt tilbage når Covid-19-pandemien ebber ud, og på længere sigt for at gøre den kollektive transport mere konkurrencedygtig i forhold til bilen,” siger Anja Philip.
Især tre forhold peger danskerne på som vigtige, hvis de skal bruge kollektiv transport mere end i dag, viser undersøgelsen. Det er billigere billetter, lettere adgang til kollektiv transport fra bopælen og hyppigere afgange.
Den kollektive transport står til at miste hver 6. passager
Passagererne har under corona-nedlukningen valgt andre transportformer for at mindske risikoen for smitte. Nu skal de gradvis vende tilbage til bus og tog, men cirka hver 6. passager vender ikke tilbage i samme omfang. Det viser en undersøgelse fra Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk.
Sådan kan den grønne mobilitetsplan sikre mere attraktiv kollektiv transport
Den kollektive transport skal være mere attraktiv, hvis passagererne skal vende tilbage efter coronapandemien og på sigt tiltrække flere passagerer. Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk har lavet 10 bud på serviceforbedringer, som bør indgå i forhandlingerne om den grønne mobilitetsplan.
Bedre billetsystem kan give flere passagerer i bus og tog
Over halvdelen af passagererne, der ofte bruger bus og tog, ville rejse mere, hvis billet- og takstsystemet var lettere at forstå. Færre og større zoner kan være en del af løsningen, der kan flytte passagererne fra bilerne til mere bæredygtige transportformer. Det viser en ny undersøgelse.