Nordjyderne får nu større indflydelse på bus og tog
Passagerernes unikke viden om den kollektive transport i Region Nordjylland skal endnu mere i spil. Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk opretter nu et Passagerråd i regionen, som skal give input til udviklingen af den kollektive transport.
Nordjyderne får nu endnu større mulighed for at få indflydelse på rejsen med bus og tog i deres region. Passagerernes oplevelser og erfaringer skal inddrages meget mere i planlægningen og udviklingen af den kollektive transport, hvis det står til Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk. Det var et flertal af partierne i Folketinget enige i, da de sidste år gav Passagerpulsen en bevilling til at oprette fem regionale Passagerråd. Nu er turen kommet til Region Nordjylland.
Alle interesserede kan indtil den 2. maj 2021 stille op via En attraktiv kollektiv transport | Passagerpulsen (taenk.dk) til en af de 10 pladser i passagerrådet, der er reserveret til tilfældigt udpegede brugere – eller potentielle brugere - af kollektiv trafik.
”I Nordjylland har man heldigvis længe haft fokus på mobilitet blandt andet i forbindelse med udviklingen af Rejseplanen, så den også indeholder information om taxa eller samkørsel. Men ligesom de andre regioner i landet, står man også her overfor en udfordring med at få passagererne til at vende tilbage til bus og tog, når samfundet åbner op igen efter corona-nedlukningen. Derfor glæder det os meget, at vi nu kan starte et Passagerråd, som kan hjælpe med at styrke den kollektive transport, så flere får lyst til at bruge den, og dermed også understøtte den grønne omstilling,” siger Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk.
Passagerers input kan styrke den kollektive trafik
I Region Nordjylland glæder Regionsrådet sig til at følge det nye regionale Passagerråd, som bliver en vigtig medspiller i udviklingen af fremtidens kollektive trafik.
”De mange passagerer, som kører med bus og tog i Nordjylland, har en unik viden om, hvad der fungerer og ikke fungerer. Det vil vi i Regionsrådet og Nordjyllands Trafikselskab gerne have bedre indblik i, så vi kan blive endnu bedre til at tilpasse den kollektive trafik til de nordjyske passagerers ønsker og behov. Derfor er vi utroligt glade for det nye Passagerråd, hvor medlemmerne kan give os input til, hvordan vi sikrer en attraktiv, bruger- og klimavenlig kollektiv trafik i fremtiden,” siger Ole Stavad, formand for Regionsrådets udvalg for Regional Udvikling.
Hos Nordjyllands trafikselskab ser man især frem til en øget dialog og fælles forståelse for mulighederne i den kollektive trafik.
”Vi arbejder allerede i dag tæt sammen med vores kunder og samarbejdspartnere om optimeringen og udviklingen af vores produkter og services. Vi tror på, at etableringen af et passagerråd i Nordjylland vil bidrage yderligere til at gøre det let og enkelt at anvende den kollektive trafik i Nordjylland og ser frem til samarbejdet” udtaler Nuuradiin Hussein, bestyrelsesformand i NT.
Alle kan stille op til Passagerrådet
Medlemmerne af Passagerrådet er alle frivillige, og de har forskellige baggrunde. Modellen er hentet fra Tyskland, hvor erfaringerne er gode. Nogle medlemmer er udpeget i samarbejde med eksempelvis Danske Studerendes Fællesråd, Ældre Sagen og pendlerrepræsentanter, og nogle er tilfældigt udvalgt blandt alle interesserede.
Anja Philip opfordrer alle til at stille op, også selv om de ikke bruger kollektiv transport særlig tit:
”Danmarks klimamål afhænger af, at flere af os tager bus, tog eller Flextrafik. Så hvad enten man rejser hver dag eller kun en sjælden gang, kan man stille op. Det samme gælder, hvad enten man bor i byen eller på landet, rejser kort eller langt. Det vigtigste er, at man har lyst til at arbejde for en bedre kollektiv transport,” siger Anja.
De to første Passagerråd i Region Hovedstaden og Region Midtjylland er åbnet med deltagelse af transportminister Benny Engelbrecht. I midten af april bliver Passagerrådet i Region Sjælland startet, og planen er, at landets fem regioner alle har et konstitueret Passagerråd inden sommeren 2021.
Fakta om Passagerrådene
-
Passagerpulsens Passagerråd i Region Nordjylland kommer til at have 19 medlemmer. 9 bliver udpeget efter dialog med interesseorganisationer og pendlerrepræsentanter. 10 bliver udvalgt blandt dem, der har stillet op.
Alle kan stille op ved at udfylde et skema på hjemmesiden passagerpulsen.taenk.dk. Efterfølgende bliver medlemmerne udvalgt ud fra kriterier som køn, alder, geografi (bopæl), hyppighed i brug af kollektiv trafik, og motivation for deltagelse.
Den kollektive transport står til at miste hver 6. passager
Passagererne har under corona-nedlukningen valgt andre transportformer for at mindske risikoen for smitte. Nu skal de gradvis vende tilbage til bus og tog, men cirka hver 6. passager vender ikke tilbage i samme omfang. Det viser en undersøgelse fra Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk.
Trods corona: Flere er tilfredse med den kollektive transport
Sporarbejder, trængsel og corona. Den kollektive transport har rigeligt med udfordringer. En ny undersøgelse fra Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk viser dog, at flere danskere er tilfredse med bus og tog.
Sådan kan den grønne mobilitetsplan sikre mere attraktiv kollektiv transport
Den kollektive transport skal være mere attraktiv, hvis passagererne skal vende tilbage efter coronapandemien og på sigt tiltrække flere passagerer. Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk har lavet 10 bud på serviceforbedringer, som bør indgå i forhandlingerne om den grønne mobilitetsplan.