Blog: Pendlerkort gør det enkelt for mig

17. februar 2017

Rejsekortet har udvidet med et pendlerkort for passagerer på Sjælland. Læs pendler Claus Lorentzens første indtryk af at rejse med pendlerkortet.

Pendlerkort – Gør det enkelt for Claus

Pendlerkort – Gør det enkelt for Claus
Foto: Getty Images

Pendlerkortet giver færre bekymringer og er billigere

Jeg pendler dagligt frem og tilbage mellem Høje-Taastrup og hjertet af København, og jeg tager ofte også turen i mine weekender.

Når man rejser, så tit som jeg gør, er det virkelig vigtigt, at forholdene er så enkelte og på samme tid effektive som muligt. Og det synes jeg, at rejsekortets nye pendlerkort er.

Det er rigtig smart med muligheden for automatisk fornyelse af kortet. Det kan man ikke på samme måde med pap-periodekortet. Og det er skønt ikke at skulle bekymre sig om, at huske at forny sit kort, når perioden er ved at udløbe.

En anden ting, som spiller en stor rolle, er selvfølgelig prisen. Da jeg pendler næsten hver dag, kunne jeg med lidt hovedregning hurtigt konstatere, at pendlerkortet var det billigste for mig.

Effektive løsninger, der gør det lettere at rejse

Nu har jeg haft kortet siden 31. januar, dvs. lidt over 2 uger, og jeg synes, at den samlede oplevelse af kortet har været rigtig god. Det er rigtig rart ikke at skulle tænke på at checke ind og ud hele tiden.

Dog har jeg som sådan ikke noget mod ideen med at checke ind og ud – det gør de for eksempel hele tiden i Holland, hvor det kører helt fint

Det fungerede også rigtig godt, da jeg skulle checke ind for at aktivere kortet, og at jeg fik vist min udløbsdato, da jeg gjorde det. Men hvis jeg checker ind på standeren efterfølgende, sker der intet – og det, synes jeg, er en smule underligt.

Der står nemlig på Rejsekortets hjemmeside, at man altid kan checke sin udløbsdato ved at checke ind på en stander.

Men hvis det virker, så er det en rigtig god reminder for os passagerer, samtidig med at det er nemt og enkelt. Jeg synes nemlig, at det godt kan være ret besværligt at skulle finde en rejsekortautomat eller logge ind på min selvbetjening for at checke oplysningerne, når jeg står på stationen med hundredvis af mennesker omkring mig.

Fornyelsesaftalen kunne godt optimeres

En ting, som som jeg ikke synes er optimal, er, at en fornyelsesaftale altid er på 30 dage, når jeg vælger automatisk fornyelse. Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis jeg for eksempel skal på ferie fra midten af en måned til midten af en anden. Der vil jeg gerne selv kunne vælge længden af periode i min fornyelsesaftale, så jeg kunne ændre det i god tid i forvejen.  

Generelt vil jeg sige, at kortet fungerer rigtig godt, men at der selvfølgelig stadig er ting, der kan optimeres, såsom rejsekort-appen, downloadet fra Googles Play Butik. Den har nemlig givet mig forvirrende og fejlagtige informationer, såsom, at jeg er checket ind, og at det er for sent at checke ud.

Skrevet af

Pendler Claus Lorentzen

Claus Lorentzen

Pendler Høje Taastrup-København
Claus Lorentzen pendler dagligt mellem Høje Taastrup og det indre København, hvor han arbejder. Det har han gjort i 30 år. Han er en af de pendlere, der i starten af 2017 har skiftet månedskortet ud med rejsekortets pendlerkort.

Tilføj kommentar

Din e-mail bliver kun set af Passagerpulsen, når vi godkender din kommentar.