Gå til hovedindhold

Undersøgelse: Unge og kollektiv transport

Unge benytter kollektiv transport mere end den øvrige befolkning. De er dermed en vigtig kundegruppe, både nu og i fremtiden. Vi har undersøgt unge studerendes brug af samt holdninger og ønsker til kollektiv transport.

Unge introduceres senere til kollektiv transport

Unges brug af bus og tog er præget af deres forældres transportvaner. Nutidens unge bliver generelt introduceret senere til kollektiv transport, end de ældre generationer blev det, og over halvdelen af forældrene til nutidens unge benytter ikke selv kollektiv transport.

I dag begynder flest at bruge kollektiv transport, når de går i 5.-8. klasse. Kun 12 procent af de 18-29-årige begyndte at rejse med kollektiv transport, før de fyldte 6 år. Blandt danskere over 65 år var det 22 procent.

Mange unge bor i byerne tæt på kollektiv transport, men bruger ofte bilen

En større andel af de unge bosætter sig i de fire største byer, hvor udbuddet af kollektiv transport er størst. Det betyder, at flere har mulighed for at vælge den kollektive transport til. Samtidig ser vi en tendens til, at flere og flere unge benytter bil. 

Bilturenes andel af de unges ture til og fra ungdomsuddannelser er vokset fra 16 procent til 24 procent i perioden 2010-2019. Omvendt er andelen af ture med kollektiv transport faldet fra 51 procent til 43 procent.

Flest unge vil rejse mere, hvis billetterne blev billigere, men prisen alene er ikke nok

”Gratis kollektiv transport” og ”billigere billetter” er de to tiltag, som flest 18-29-årige studerende peger på, kan få dem til at benytte kollektiv transport mere. 

Prisen kan dog ikke alene gøre det. Også faktorer som kortere rejsetid, flere afgange, mere rettidige busser/tog, afgange der passer bedre med mødetider og kortere ventetider ved skift mellem transportmidler har betydning for de unges valg og fravalg af kollektiv transport.

Download undersøgelsen om unge og kollektiv transport for alle resultater og vores anbefalinger.

Forsiden af undersøgelsen 'unge og kollektiv transport 2022'

Undersøgelse: Unge og kollektiv transport

Læs alle resultaterne i undersøgelsen herunder:

Læs undersøgelsen