Passagerer går glip af millioner i rejsetidsgaranti

22. december 2017

En beregning fra Passagerpulsen hos Forbrugerrådet viser, at kun omkring 7 % af de passagerer, der havde ret til basisrejsegaranti hos DSB søgte om det i 2016 og 2017. Dermed går de glip af millioner i kompensation. Forbrugerrådet Tænk foreslår, at rejsegarantien skal udbetales automatisk.

Passagerer går glip af erstatning

Passagerer på perron på Københavns Hovedbanegård på vej ind i tog
Foto: Getty Images

1,2 millioner rejsende hos DSB søgte fra januar 2016 til september 2017 ikke om basisrejsegaranti, selvom de var forsinkede og havde ret til kompensation. Det viser en beregning fra Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk - og tallet svarer til, at kun syv procent af de, der var berettiget til kompensation, søgte om basisrejsegaranti i perioden.

”Det er alt for mange passagerer, der ikke får de penge, de har ret til. Enten fordi de oplever det som for besværligt eller tidskrævende at søge, eller fordi de ikke kender deres rettigheder. Det er skidt for passagererne, og vi mener, at passagererne automatisk bør få overført den kompensation, som de har til gode på grund af forsinkelser,” siger Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Forbrugerrådet Tænk vurderer, at de mange passagerer, der ikke har søgt kompensation, i perioden er gået glip af et stort tocifret millionbeløb.

Og organisationen peger på, at man kunne overføre pengene via Rejsekortsystemet. En lignende model kendes fra England.

”Når teknologien bag Rejsekortet gør det muligt for at opkræve betaling for billetter, bør den teknologi selvfølgelig også bruges, når det er passagererne, der kan have penge tilbage. Det er mest rimeligt, fordi det vil betyde, at langt flere faktisk får det, de har krav på. Samtidig vil en automatisk udbetaling give trafikselskaberne et endnu større incitament til at undgå forsinkelser,” siger Vagn Jelsøe.

DSB har oplyst til Forbrugerrådet Tænk, at de ikke selv har tal på, hvor mange passagerer, der er berettiget til kompensation eller, hvor mange penge, der skulle være udbetalt, hvis alle forsinkede rejsende havde benyttet basisrejsetidsgarantien.

Det kræver en forsinkelse på mindst 30 minutter at søge om basisrejsetidsgaranti.

Sådan er beregningen foretaget:

Beregningen er foretaget på baggrund af DSBs officielle passagertal for fjern- og regionaltog.

Med udgangspunkt i De Nationale Passagertilfredshedsundersøgelser, som laves af Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk, har man herefter identificeret, hvor mange passagerer, der har været forsinket 30 minutter, og som har rejst med billettyper, der giver mulighed for at søge om rejsetidsgaranti.

Tallene er blevet sammenlignet med, hvor mange passagerer, der ifølge DSB, har søgt om rejsegaranti.

Kun 97.400 af de rejsende, der var berettiget til det, har søgt om basisrejsetidsgaranti i perioden januar 2016 til september 2017. De fik i alt udbetalt 16,9 millioner kroner.