Blog: På ferie med bus eller tog – skal det virkelig være så svært?

31. januar 2019

Laura ville gerne med familien på interrail sidste år. Men hun oplevede, at det var svært at planlægge og bestille. Hvad er din erfaring? Del dit tip til ferie med bus eller tog.

blog-paa-ferie-med-bus-eller-tog-skal-det-virkelig-vaere-saa-svaert.png

blog-paa-ferie-med-bus-eller-tog-skal-det-virkelig-vaere-saa-svaert
Foto: Getty Images

Som mange andre danskere sad jeg på denne tid sidste år og drømte om en god, lang sommerferie med familien med plads til både kulturoplevelser og afslapning ved en strand med høj sol. Og ligesom mange andre forbrugere havde jeg med i mine overvejelser, at jeg i løbet af mit liv har sat et rigeligt stort klima-aftryk med flyrejser til adskillige verdensdele.

Derfor besluttede jeg mig for at undersøge, om jeg alligevel kunne give mine børn muligheden for at opleve andre lande og nyde strandliv i Europa med en Interrail-rejse. Det kunne både være billigt, miljøvenligt og en fantastisk mulighed for at være sammen. Vi kunne se nye landskaber stryge forbi vinduet, og vi kunne falde i søvn til rytmen fra lokomotivet.

Da manglen på overblik stjal eventyrlysten

Men trods de gode intentioner kom jeg til kort. Jeg brugte en hel del aftener på at søge på diverse hjemmesider, dels for at finde rundt i priser og zoner, men ikke mindst for at få tips til gode ruter for familier med børn. Men til sidst måtte jeg konkludere, at det blev for uoverskueligt.

Jeg kunne mærke, at min eventyrlyst på ungernes vegne ikke var stor nok til at kaste mig ud i en Interrail-tur, hvor jeg ikke følte mig sikker på, at vi kunne booke tog- og busrejser samt overnatninger, der hang godt nok sammen. Jeg tænkte på, hvor lidt sjov det kunne være at stå med en 7-årig og en 9-årig på en banegård i Europa midt om natten og have misset nattoget videre til vores destination.

Jeg manglede muligheden for at booke billetter til en samlet rute på tværs af landene med pladsbilletter og en sikkerhed for, at der var nok tid til at skifte mellem togene, når vi nu skulle rejse med 2 børn OG oppakning. Og ikke mindst undrede jeg mig over, at vi ikke kunne tage et nattog fra København og ned igennem Tyskland.

Del dit tip til en ferie med bus eller tog

Jeg manglede også at kunne læse om andres familiers erfaringer og ruter med Interrail. For hvad skal vi satse på, når det meste af kontinentet ligger åbent? Hvordan ser det for eksempel ud med de lokale transportmuligheder til og fra familieresortet ved Balaton-søen?

Vi endte sidste år med en kør-selv-ferie til Møn og Ærø, hvilket var skønt i det gode sommervejr, som 2018 bød på. Men hvad skal jeg gøre, næste gang vi længes efter at komme sydpå for at se andre lande og kulturer?

Jeg vil rigtig gerne høre dine erfaringer med at tage på familieferie, venindetur eller kæresteweekend med bus eller tog. Hvor er det godt at tage hen? Og hvilke hjemmesider kan give det overblik, jeg manglede? Del dit tip i kommentarfeltet, så samler vi inspirationen sammen og udgiver de bedste tips senere på måneden.

Skrevet af

laura_kirch_kirkegaard

Laura Kirch Kirkegaard

Afdelingschef for Forbrugerrådet Tænk Passagerpulsen
Laura har været afdelingschef for Passagerpulsen siden maj 2017. Hun bor på Amager med sin mand og to børn.

Kommentarer

På ferie med bus og tog, kommentar

Jeg har haft stor succes med at planlægge ruter med app's. Feks train, den har både tog og bus, på tværs af lande. Og når jeg så kom et specielt land, har de tit en bus og tog lokal app med tider. Hvis man kombinerer den med hotel apps, tager det ikke lang tid at planlægge en tur! Man kan også reservere og købe billetterne derigennem på forhånd!

Nattog og Interrail

Jeg har været på Interrail med min familie inkl. to små børn. Vi kunne godt booke de fleste forbindelser på forhånd selv om nogle ruter krævede lidt kreativitet og små og langsommere ture end vi havde regnet med. Vi har altid brugt DB’s hjemmeside. Vi har også været med nattog fra Hamborg til Freiburg - en dejlig oplevelse. Nattoget drives af ÖBB.

På ferie med bus eller tog, kommentar

At rejse med tog og nattog er for mig den ultimative rejseform! :) Det er roligt og afslappet, og man oplever omgivelserne skifte. Jeg har altid rejst meget med tog: i 1970’erne på interrail, senere med mine børn. Fx i 1990, da mine børn var 3, 7 og 9 år tog min mand, børnene og jeg i 14 dage med fuld telt- & rygsæk-oppakning toget til Jugoslavien, sejlede fra ø til ø, kørte med bus i bjergene, og tog toget hjem; det eneste vi havde planlagt og reserveret hjemmefra var de lange nattog-stræk ud og hjem. Jeg gentog det i 2001 med Yngstedatteren ( da 16 år ) til Italien. I dag er problemet bl.a at DSB ikke længere udgiver den aldeles fremragende lille gratis køreplan med tog DSB-udland; det var en fortrinlig start på ferieplanlægning, så man let kunne få et overblik over hvilke muligheder man havde, og kunne starte sin kreative drømmeproces. Hvis jeg skal finde køreplaner i Europa i dag, går jeg ind på de svenske, tyske eller østrigske jernbanens hjemmesider; de har mere fjernoverblik end DSB. Og så er der fx denne udmærkedes side: Rome2Rio , hvor man kan kombinere sig frem.

Interrail app

Interrail har en app og hjemmeside, hvor man kan søge på alle tog. App'en virker også offline.

Togrejse i Tjekkiet

Jeg har lige haft en fantastisk tog-oplevelse i Tjekkiet, hvor jeg rejste gennem landet - til og fra Prag men samme selskab kører også til Wien og Berlin og andre steder i Europa. Man køber billetter online; RegioJet er et privat togselskab og alt var helt i top. Rent, fin service, gode priser, wifi, ingen forsinkelser. Man kan vælge flere kategorier af priser og selve de dyreste (business) er yderst rimelige (pensionister og studerende har endda rabat). Gratis parkering ved alle togstationer er inkluderet i togbilletten. Steward kommer forbi flere gange i timen og tager imod bestillinger til varm/kold mad og alle slags drikkevarer... og som en selvfølge får man også hjælp med baggagen. Så det MÅ kunne lade sig gøre, tænker jeg, og håber at DSB vil lade sig inspirere... :-)

Interrail-erfaringer

Fremragende initiativ!
Jeg var på interrail i 2018 med familien, og har samlet lidt erfaringer/tips her: http://www.sorenhave.dk/blog/2018/08/interrail-fedt-kan-man-det/

Tag nattoget på vinterferie - både sydpå og nordpå!

Har altid taget nattoget på vinterferie. Med få måneder gamle spædbørn og barnevogn, eller i en stor gruppe på ialt 14 personer. Det kan sagtens lade sig gøre, og jeg kunne ikke tænke mig anden rejseform:
Snälltåget i Sverige (www.snalltaget.se) kører fra Malmö og til ikke bare fjeldene i Jämtland (Åre og Duved), men nu også til Vemdalen, Storlien og til langrends-destinationer nord for Östersund. Toget har rummelige liggevogne (dog desværre ingen sovevogne) og en rigtig spisevogn. Til Østrig (Bad Gastein, Zell am See, St. Johann m.fl.) kommer man nemt med nattog fra Hamburg (både sove- og liggevogne; desværre er der ikke længere spisevogn, men stadig mulighed for at købe småfornødenheder hos sovevognskonduktøren) og højst ét skift den følgende morgen. Det direkte tog fra Århus ankommer til Hamburg ved 18-tiden, så der er fin tid til god aftensmad inden nattoget afgår ca. 20.30. Til Livigno i Norditalien tager man nattoget fra Hamburg til Basel eller Zürich. Om formiddagen passerer man den flotteste del af Schweiz med privatbanen Rhätische Bahn til den lille by Zernez, hvorfra der er rutebil det sidste korte stykke til Livigno. Tog- og rutebilkøreplan passer altid sammen, og turen med privatbane og rutebil kan købes på én og samme billet.
De østrigske Forbundsbaners "Rejseplan" (http://fahrplan.oebb.at/bin/query.exe/dn) er klart den bedste til togrejser i Europa - bedre end den tyske. Der er mulighed for hele tre via-stationer, til- og fravalg af bestemte slags tog i forbindelse med hver "via" og mulighed for at indtaste forskellig opholdstid undervejs.

Togrejse

Fremragende artikel og initiativ. Jeg har også selv min egen blog om interrail og togrejser: https://interrailguide.dk/ her kan I forhåbentlig også finde en del inspiration til en mere klimavenlig ferie.

Tog vidensdatabase

Meld dig ind i Facebook gruppen TOGREJSER
Her får du Tips og Ideer til togrejser fra 3.750 rejseglade medlemmer
https://www.facebook.com/groups/togrejser/

Tilføj kommentar

Din e-mail bliver kun set af Passagerpulsen, når vi godkender din kommentar.