Blog: Forsinkelsen der reddede min dag

17. december 2015

Forsinkelser i bus og tog er normalt ikke noget, som gør dig i godt humør. Men du kan være så heldig, at forsinkelserne rammer, så den ene ophæver den anden. Det oplevede Niels Henrik.

togstop_830x400.jpg

Forsinkelser på infoskærmen

Fredag 11. december stiller jeg, som så ofte før, min cykel i den aflåste parkering på Holstebro station. Nu igen med lås til det aflåste område efter cirka 1 uge uden.

Rejsekortet tjekker jeg ind lidt før 14.30 og går omvejen omkring ventesalen for at se mennesker - og infoskærmen.

Skærmen fortæller, at mit tog 14.35 nordpå med DSB er aflyst. Det gør, at jeg kommer 1 time for sent hjem til Thisted. Jeg skynder mig derfor at ringe til min kone, der tidligere ringede for at høre, hvornår jeg var hjemme. Det kan nemlig veksle lidt, hvornår jeg er hjemme afhængigt af mit arbejde og togene.

Infoskærmen inde i ventesalen viser, at der er usikker skærmdrift. Man bliver derfor opfordret til at se efter tidsangivelserne på skærmene ved sporene.

Jeg skynder mig at tjekke skærmene på spor 2, hvor mit tog normalt kører fra. Skærmen ved spor 2 viser, at afgangen 14.35 er skiftet til 14.55.

I situationer som denne tager jeg normalt Arriva-toget fra perron 2 på Holstebro station i stedet, som kører præcist 55 til Struer. I Struer venter jeg så godt 40 minutter, men er til gengæld temmelig sikker på at nå at få plads med bord (til min pc) i det sporvognsagtige Arriva-togsæt.

Jeg kunne aldrig drømme om at tjekke skærmene på andre spor – for eksempel spor 3.

Forsinket tog udligner forsinkelsen

Heldigvis følger jeg opfordringen om at tjekke de øvrige skærme på stationen denne dag. Det viser sig at være én rigtig god ide. For som en engel fra himlen dukker et IC3-tog op fra syd.

Toget er cirka 7 minutter forsinket. Passagerer og togfører kommer hurtigt ud. Togføreren bekræfter hen over spor og perron, at toget kører til Struer. Vi er mange, som efter den besked skynder os ind i toget, hvor dørsignalet til afgang høres, mens der fortsat er folk på vej ind.

Togføreren, som jeg kender fra flere af min utallige ture med IC3, fortæller mig, at signalproblemer syd for Herning indebærer, at "hendes" tog ikke skal vente og fortsætte sydpå, som det plejer. I stedet bliver toget omdøbt og kører nordpå.

Imens toget kører hurtigt mellem Holstebro og Struer, fortæller togføreren præcist og godt over højttaleren, at toget ankommer tidsnok til Struer til, at passagerer videre mod Thisted kan nå toget i Struer.

Hun har været i telefonisk kontakt og fået lovning på, at Arriva-toget afventer, hvis vi skynder os at skifte tog.

Men det plejer vi nu også at skulle alligevel – pyh.

Og sådan gik det til, at jeg alligevel kom hjem til tiden.

Skrevet af

Niels Henrik Ross-Petersen

Niels Henrik Ross-Petersen pendler dagligt mellem hjemmet i Thisted og arbejdspladsen i Holstebro. I fritiden tager han også gerne toget på udflugt i selskab med børnebørnene.