Blog: Fejl i togbuskøreplan kostede mere end forsinkelse

28. juni 2017

Pendler Thomas Aalstrup Rasmussen opdagede en fejl i togbussernes køreplan mellem Hjørring-Aalborg. Sådan gik det, da han kontaktede DSB for at få rettet fejlen.

spor_blogindlaeg.jpg

Skinner uden tog i et forårslandskab
Foto: Getty Images

Togbussernes køreplan var forkert

Jeg har de sidste 9 år pendlet mellem Brønderslev og Aalborg i forbindelse med skole og arbejde. Jeg har været igennem lidt af hvert med sporarbejder, og selv om det – sagt på godt jysk - er rigtig træls, at rejsen tager længere tid, så har jeg vænnet mig til det.

Normalt kører der 2 togbusser af sted fra Aalborg med 20 minutters mellemrum. Den første standser alle steder, mens den anden kun stopper i Brønderslev.

Men i weekenden 17.-18. juni var det som om nogen i DSB havde fået togbusmodellen galt i halsen. Fra Aalborg mod Hjørring var alt i skønneste orden, men fra Hjørring mod Aalborg var det noget værre rod.

På nogle afgange var både den langsomme og den hurtige togbus sat til at standse alle steder mellem Brønderslev og Aalborg i sydgående retning. Det virker helt tåbeligt at have 2 togbusser til at køre fra Brønderslev til Lindholm, Aalborg Vestby og Aalborg med 1-2 minutters mellemrum. Enhver kan se, at den ene lige så godt kunne køre direkte til Aalborg – præcis som ved alle tidligere sporarbejder, og præcis som den var sat til i modsatte retning.

DSB rettede fejlen

Sagen var for mig ikke bare principiel. Jeg skulle møde på arbejde i Hasseris ved 10-tiden, og normalt kan jeg tage toget 9.22 og lige nå bussen 9.45 fra Aalborg Busterminal. Men med den nye togbuskøreplan skulle jeg med togbus allerede 8.09.

Jeg skrev derfor til DSB på Facebook og gjorde dem opmærksom på, at de vist havde lavet en fejl i køreplanen på 5 togbusser lørdag og 7 togbusser søndag. Efter et par dage skrev de tilbage, at de godt kunne se, at det var en fejl, og tiderne ville blive rettet i Rejseplanen.

Rejseplanen tjekkede jeg og blev glad, da jeg så, at DSB for en gangs skyld havde lyttet. Nu hvor den hurtige togbus fra Brønderslev 9.09 faktisk var hurtig, ville jeg kunne nå til Aalborg og på arbejde til tiden.

Vækkeuret blev sat 1 time frem, og søndag morgen stod jeg på Brønderslev Station 9.05 til synet af 2 togbusser.

Chaufførerne havde ikke fået besked

Problemet var bare, at begge chauffører insisterede på at køre omkring Lindholm og Aalborg Vestby.

Jeg forklarede, at jeg havde været i kontakt med DSB, og jeg viste dem de nye tider på Rejseplanen. De kunne godt se logikken i rettelsen, men de havde ikke fået besked om det, så de holdt sig til den gamle køreplan.

Jeg spurgte, hvor svært det kunne være at råbe op i den ene af busserne og bede dem, der skulle til Lindholm og Aalborg Vestby (sandsynligvis kun et par stykker) flytte sig over i modsatte togbus, så alle andre kunne komme hurtigere til Aalborg. Men lige lidt hjalp det.

Omvejen til arbejde måtte jeg bide i mig og synke ned i et sæde i en af busserne. Jeg ringede til mit arbejde, og de var selvfølgelig ikke glade for at høre, at jeg kom et kvarter for sent.

Forsinkelse kostede mig penge

Jeg er timelønnet, så kommer jeg først 10.15, får jeg først løn fra 10.15. DSB’s fejl kom altså til at koste mig et kvarters løn (26 kroner før skat).

At DSB laver fejl i deres togbuskøreplaner er ikke i orden. Det er selvfølgelig positivt, at de lytter, når fejlene bliver påpeget af helt almindelige kunder som mig.

Men når de retter fejl på Rejseplanen og glemmer at informere chaufførerne, så er det uacceptabelt.

Vi nordjyske pendlere kan ikke andet end at glæde os til, at Nordjyske Jernbaner overtager efter sommerferien. Så må vi håbe, at det bliver bedre.

Skrevet af

Thomas Aalstrup Rasmussen

Pendler og skoleelev
Thomas Aalstrup Rasmussen er 16 år og har lige afsluttet 10. klasse. Efter sommerferien starter han i 1. g på Aalborg Handelsskole. Han pendler 5-6 dage om ugen med tog og bus mellem Brønderslev og Aalborg i forbindelse med både uddannelse og arbejde.