Blog: Det skal være nemt at købe billet til bus, tog og metro

20. marts 2018

Hvad koster din billet til bus, tog eller metro? Og hvilken billettype er i øvrigt billigst? Det kan være svært at finde rundt i. Men det skal det ikke være, mener Laura Kirch Kirkegaard, afdelingschef i Forbrugerrådet Tænk Passagerpulsen.

blog-nemt_at_koebe_billet830x400.jpg

En bybus kører over et lyskryds ved Park Alle i Aarhus med rådhuset i baggrunden
Foto: Midttrafik

Et opgør med ugennemskuelige priser

De 5 trafikselskaber på Fyn og i Jylland har ændret priser og billetter 18. marts 2018. Formålet har været, at gøre det mere gennemskueligt for passagererne, hvilken billet det bedst kan betale sig at købe.

Det er en tanke, vi i Passagerpulsen bakker fuldt op om, da det langt fra har været tilfældet tidligere. Du kunne for eksempel risikere at betale væsentlig mere for din togbillet med 1 stop end en billet med 5 stop, hvis du krydsede en af landets mange takstgrænser. Det er ikke gennemskueligt!

Passagerpulsens undersøgelse af danskernes holdning til kollektiv transport fra 2017 viste også, at 45 % af danskerne var uenige i udsagnet om, at priser- og takstsystemer i den kollektive transport er nemme at forstå – mens kun 17 % var enige i udsagnet.

Se, hvilke 6 ting du skal være opmærksom på ved de nye priser

Prisstigninger skal fordeles mellem passagererne

Januar 2017 kom der nye priser og billetter på Sjælland, Møn, Lolland og Falster. Marts 2018 var det Fyn og Jyllands tur. Fælles for begge takstreformer er, at der politisk ikke er blevet tilført flere penge. Derfor kan det ikke undgås, at når nogle passagerer får billigere billetter, må andre få dyrere.

Vi kan da også konstatere at, der er meget store forskelle i, hvilken betydning takstændringerne har for den enkelte passager alt efter, hvor de rejser og hvilken billettype, de tidligere har brugt.

Vi mener dog, det er vigtigt, at takstændringerne ikke bliver brugt til skjulte prisstigninger. Målet må være en reform, der samlet set opleves som en forbedring, og som ikke rammer de forskellige passagergrupper alt for skævt.

Det er problematisk, hvis nogle passagergrupper bliver ramt særligt hårdt af prisstigningerne i forbindelse med takstreformen. Især hvis det er de grupper, som er særligt afhængige af kollektiv transport som de ældre, de unge eller pendlerne.

3 ting vi arbejder for

I Passagerpulsen arbejder vi for et enkelt og gennemskueligt billetsystem.

Vi ønsker blandt andet, at:

  • Selskaberne informerer og guider passagererne til at træffe det bedste valg, så vi ved, om det bedst kan betale for sig for os at købe et pendlerkort, frem for enkeltbilletter eller rejsekort.
  • Prisen for vores rejse på forhånd er tydelig, uanset om vi køber den med rejsekort, mobil eller kontant.
  • Taksterne er logisk skruet sammen, så der er sammenhæng mellem rejsens længde og pris.

Hvor vidt det er lykkedes med ændringerne i priser og takster på Fyn og i Jylland, holder vi øje med. Vi samler alle de oplevelser sammen, som passagererne melder ind til os, og når vi ved mere, går vi i dialog med selskaberne om de konkrete udfordringer, som passagererne oplever.

Du må meget gerne dele dine erfaringer med os i kommentarfeltet under.

 

 

Skrevet af

Laura Kirch Kirkegaard

Afdelingschef for Forbrugerrådet Tænk Passagerpulsen
Laura er chef for afdelingen Politik og fundraising hos Forbrugerrådet Tænk og Passagerpulsens daglige leder. Det har hun været siden maj 2017. Hun bor på Amager, så de fleste rejser med kollektiv transport er med metroen.

Kommentarer

X bus fra Nørresundby til Sæby i Nordjylland

Jeg er en af dem der er blevet ramt af de nye priser med bus.
Jeg kører bus 4 gange om ugen på job, og en prisstigning på 16 kr pr dag.
dvs. 4 x 16 = 64 x 4 = 256 kr mere om mdr.
Syndes det er en kæmpe stigning for mig og meget urimelig
Mvh
Annamarie Pedersen
9400 Nørresundby

Tilføj kommentar

Din e-mail bliver kun set af Passagerpulsen, når vi godkender din kommentar.