1.200 passagerer: Derfor savner vi køreplanerne

27. februar 2019

Movia begyndte i december 2018 at fjerne de trykte køreplaner fra stoppestederne. Vi har bedt jer om at skrive til os, hvorfor I savner dem. Det blev til 1.200 kommentarer på en uge.

koereplaner-tilbage_bogen

Billede af bogen Passagerernes stemme: Vi elsker vores køreplaner
Foto: Passagerpulsen

Passagererne har talt

Køreplanerene skal tilbage. 1.200 passagerer har skrevet til os, hvorfor de savner køreplanerne.

Køreplanerne giver passagererne et unikt overblik over busrejsen. En ting er, at det er rart at vide præcis, hvornår bussen kører, men derudover giver køreplanen mulighed for at se:

  • hvor ofte bussen kører (interval),
  • hvilken rute den kører,
  • hvor den stopper henne,
  • hvor mange stop man har til sin destination og
  • hvilken retning man skal tage bussen i for at ramme sin destination.

Kommentarerne fra alle jer har vi samlet i en bog på 300 sider, som vi gav til Movia dagen inden deres bestyrelse skulle evaluerer sagen 27. februar 2019.

Læs de mange kommentarer fra passagererne

Opdatering 25. april 2019

Siden vi indsamlede jeres kommentarer, har vi været i dialog med Movia, som nu har besluttet at hænge nye planer op på stoppestederne.

Du vil fremover kunne se bussens rute, og hvor tit den kører. Afgangstiderne kommer ikke til at være på tavlerne.

Movia er i gang med at sætte tavlerne op og regner med at være færdige før sommerferien.

Deltag i debatten og hold dig opdateret på vores Facebook-side

Passagerpulsen mener

Det er godt, at Movia har valgt at sætte information op om, hvordan og hvor ofte bussen kører. Vi kan se på de henvendelser, vi har fået, at en del passagerer efterspørger netop de informationer, og de nye tavler kommer til at være en hjælp for dem. Der er dog også passagerer, der har brug for at vide, hvornår bussen kører. Det gælder især i de områder, hvor bussen ikke kører hvert 5. eller 10. minut. Derfor ser vi helst, at de fulde køreplaner med afgangstider bliver sat op.

PDF-ikon pdf (3.99 MB)