Spærret rejsekort: Sådan gør du

27. februar 2017

Har du flere gange glemt at checke ud på dine rejser med rejsekort? Så risikerer du, at rejsekortet bliver spærret. Læs her, hvad du skal gøre.

Hvad skal der til for, at mit kort bliver spærret?

Rejsekort personligt eller flex risikerer at blive spærret, hvis du misbruger det i forbindelse med manglende check ud. Rejsekort A/S bruger et program, der holder øje med dine manglende check ud.

  1. gang du ikke checker ud, og hvor der er mistanke om misbrug, får du en advarsel på e-mail, som minder dig om at huske at checke ud.
  2. gang du ikke checker ud, får du også en advarsel om, at kortet risikerer at blive spærret.
  3. gang du ikke checker ud inden for 12 måneder, og er der mistanke om snyd, sender Rejsekort A/S dig en besked om, at dit kort er spærret, og du ikke har mulighed for at købe et rejsekort flex eller personligt de næste 12 måneder.

Anonyme rejsekort kan blive spærret efter 2 manglende check ud, hvis der er mistanke om, at du misbruger kortet eller snyder med at checke ud.

Husk du kan bruge appen Check udvej, hvis du har glemt at checke ud

Hvad gør jeg, hvis mit kort bliver spærret?

Bliver dit rejsekort spærret, kan du ringe til Rejsekort Kundeservice på 70 11 33 33.

Rejsekort Kundeservice bliver betjent af medarbejdere hos trafikselskaberne bag rejsekortet, så du vil blive stillet igennem til det selskab, som du oftest rejser med.

Kan jeg få genåbnet mit kort?

Spærrede rejsekort kan ikke blive genåbnet.

Kan jeg betale, det jeg skylder og få kortet genåbnet?

Trafikselskabet, som du oftest rejser med, vil vurdere, om du ved at betale, hvad du skylder, kan købe et nyt kort.

Kan du ikke få et nyt rejsekort personligt eller flex, kan du i stedet købe et anonymt rejsekort.

Hvor mange har fået spærret deres kort?

Rejsekort A/S siger, at der i oktober 2015 var 6.000 spærrede rejsekort.

Samlet set er der udstedt mere end 1.750.000 rejsekort. Ud af dem er der 14.000, som har oplevet at få deres rejsekort spærret. Det vil sige, 0,8 % af alle kort siden det blev lanceret.

Få Passagerpulsens nyhedsbrev

Rejser du med bus, tog og metro? Få guider og gode råd til dine rettigheder leveret direkte i din indbakke.

Du får også vores nyeste undersøgelser af offentlig transport.

Tilmeld dig Passagerpulsens nyhedsbrev her – det udkommer ca. 1-2 gang om måneden.

Tilmeld