Familieferie: Overvej kollektiv transport når du rejser til vandet

11. juli 2016

Bilen er hurtig, når du skal på ferie ved vandet med familien. Men bus og tog kan ofte være et billigere alternativ. Få et overblik over priser og tidsforbrug, når du tager på ferie ved 7 af landets populære områder ved stranden.

Ferie ved stranden: Hvordan kommer du billigst af sted?

Ferie i Danmark byder ofte på ture ved stranden. Du kan tage bilen, men det kan være billigere med bus og tog.

Rejsekortets priser og de private busselskaber er i flere tilfælde ligeså billige eller billigere end bilen, når du skal på ferie ved vandet. Til gengæld tager det ofte længere tid med tog og bus end med bil. Det viser Passagerpulsens gennemgang af priser og tider.

Gennemgangen tager afsæt i en familie på 2 voksne og 2 børn på 8 og 13 år, som skal på ferie ved en af de 7 populære strandområder:

  • Rørvig
  • Ebeltoft
  • Allinge
  • Fanø
  • Skagen
  • Svendborg
  • Marielyst

Rejsen er fra enten København eller Aarhus.

Billigste rejser med bus og tog

Rejser du fra København, er det billigere at tage bus og tog frem for bilen til alle 7 destinationer. Du sparer mest på rejsen til Fanø og Allinge, mens forskellen er mindst på rejsen til Rørvig og Marielyst.

Besparelsen er 51 % på turen København-Allinge med kollektiv transport. Tidsforbruget på denne rejse er også mindre med bus og tog end det er, hvis du tager bilen.

Rejser du fra Aarhus, sparer du også penge ved at tage kollektiv transport til Bornholm via Storebælt og Ystad.

Ferier på Fanø, Rørvig og Marielyst er også konkurrencedygtig på prisen. Skal du til Fanø, sparer du 7 % ved at tage bussen og toget, frem for bilen.

Cykelferier til især Bornholm og Fanø er en mulighed, da du kan tage cyklen med i toget og på færgen og cykle det sidste af vejen til dit hotel eller sommerhus. Du skal være opmærksom på, at du muligvis skal betale for at have cyklen med. Nogle strækninger har også indsat togbusser over sommeren, og her må du ikke have din cykel med. 

Bilen er billigere fra Aarhus til 3 destinationer

Rejser du fra Aarhus er den største forskel i prisen på bilen og kollektiv transport, hvis du tager til Svendborg eller Ebeltoft.

Aarhus til Svendborg koster 28 % mere med kollektiv transport, mens rejsen fra Aarhus til Ebeltoft er 35 % dyrere med bus og tog end bilen.

Rejser du fra København er bilen ikke billigere end bus og tog. 

Klik på Download PDF nedenfor og se flere priser og tidsberegninger for din rejse.

Planlæg og research priser i god tid

Penge sparer du ved at booke og researche på billetter i god tid. Det gælder både færgebilletter, når du rejser med bilen, men også priserne med bus og tog.

Rejsekortets rabatordninger kan være svære at gennemskue. Du sparer for eksempel penge ved at checke hele familien ind på 1 rejsekort, når du rejser på tværs af takstområderne. Du kan også spare penge, hvis du rejser uden for myldretiden på rejsekort.

Sørg for at have tid til at sætte dig ind i reglerne og ring eventuelt til Rejsekortets kundeservice for råd og vejledning.

Linje 888 har både røde og blå billetter, der sparer dig mere end halvdelen af prisen på en standardbillet.

Billigere billettyper som Orange-billetter og Minigruppe kan også gøre turen med kollektiv transport endnu billigere.

Returbilletter kan du også købe. Det kan i nogle tilfælde være billigere end 2 enkeltrejser.

PDF-ikon pdf (240.12 KB)

Sådan har vi gjort

Sådan har vi gjort

Priserne dækker kun den ene vej. Du skal gange med 2 for at få returprisen. Søgningerne er foretaget mandag 24. juli 2017 klokken 9.

Beregningerne er lavet for én familie på 2 voksne og 2 børn på 8 og 13 år, som skal holde ferie ved en af de populære strandområder.

Afstandene er beregnet fra Københavns Hovedbanegård og Aarhus Banegård. Slutdestinationen er enten en togstation, et rådhus, en gågade eller anden central destination. Rejser med Linje 888 starter fra Valby Station og Aarhus. Rejser du med Rød Billet starter rejsen fra DGI byen, København.

DSB har en regel om, at ét barn under 12 må rejse gratis med på 1 voksenbillet. Familien rejser derfor gratis med deres barn på 8 år.

Kilometertallet bliver mindre på de ruter, der indeholder færge, i forhold til hvis du kører hele vejen selv. Omvendt stiger prisen i form af færgebilletter.

Prisen for at rejse med bil er udregnet som 2,72 kroner pr. km. Kilden er FDM’s beregning af priser pr. kilometer i 2017 for en ny bil til ca. 100.000 kr. Prisen er inklusiv brændstof, dæk, vedligeholdelse, forsikringer, afgifter og værditab. Se FDM's beregning af priser (link is external)
Kilometertallet og tidsforbruget ved bilrejser er beregnet via krak.dk.

Prisen og rejsetid for rejserne med tog og bus er udregnet via rejseplanen.dk, rejsekort.dk, abildskou.dk og rødbillet.dk. Vi tager udgangspunkt i, at familien har et personligt rejsekort, som de alle checker ind på for at opnå rabat. Husk, at rejsekortet også trækker rabat på bestemte afgangstider.

Rejser du med kollektiv transport, kan du bestille pladsbilletter til 30 kroner per billet. Dette er ikke indregnet i vores priser.

Broafgiften på Storebæltsbroen er 240 kroner og på Øresundsbroen 410 kroner. Ved Øresundsbroen bliver rejsen ofte billigere, hvis du køber et BroPas til 300 kroner.

Færgeprisen for bilrejser er på afgangene mellem Odden og Aarhus beregnet for billettypen flex, som koster 499 kroner. På færgen til Bornholm er prisen beregnet som en standardbillet til 1.119 kroner.  Planlægger du rejsen i god tid og bestiller både ud- og hjemrejsen på samme tid, kan du være heldig at få billigere færgebilletter.

Prisen på rejserne med Linje 888 er standardbilletter. Bestiller du i god tid, kan du få billetter helt ned til 100-300 kroner per person.

Tiden for bilen er uden pauser eller stop på tankstationer, og der er heller ikke indlagt ventetid ved færgeovergange. Der er heller ikke taget højde for kø, hvis du kører i bil, eller forsinkelser med den kollektive transport. Du skal derfor regne med, at du kan komme til at bruge ekstra tid til begge transportformer.