5 gode råd om rejsekortet

21. februar 2017

Rejser du med rejsekort, skal du altid huske, om du har penge på kortet. Og om du checkede ud. Vi har samlet 5 råd, som gør livet som rejsekort-bruger nemmere.

rejsekortstander-metro830x400.jpg

En rejsekortstander på Nørreport station
Foto: Bjarke Stald-Bolow

1. Hav penge på kortet

Rejsekortet kræver, at der er indsat et minimumsbeløb, før du kan rejse. Pengene bliver trukket for at være sikker på, at der er dækning for i hvert fald en del af din rejse.

Beløbet er forskelligt alt efter, hvilken korttype du har.

Har du et personligt eller flex rejsekort, kan du med fordel oprette en tank-op-aftale. Så er du sikker på, at du har penge på kortet.

MasterCard virker ikke til en tank-op-aftale. Du kan kun bruge dankort og Visa/dankort.

Se, hvordan du laver en tank-op aftale på rejsekortets hjemmeside

2. Husk at checke ud

Rejser du på dit rejsekort, er rejsen først afsluttet, når du har checket kortet ud. Check ud kan du gøre på en rejsekortstander, med appen Check udvej eller på checkud.rejsekort.dk.

Check udvej appen kan du kun bruge, hvis dit kort er registreret på dit CPR-nummer.

Apper som for eksempel Rejs nemt, kan gøre din rejse nemmere. Rejs nemt hjælper dig nemlig med at huske at checke ind og ud.

Se, hvordan Rejs Nemt appen virker på deres hjemmeside

Sådan bruger du Check udvej appen

3. Rejs videre uden check ud

Checker du ind på dit rejsekort inden for en halv time i samme zone, fortsætter rejsen på samme rejse.

Rejserne bliver kædet sammen på samme måde, som når dit klip på klippekortet gjaldt 1 time, hvad enten du checkede ud eller ej.

4. Hold øje med udløbsdatoen

Rejsekortet har en gyldighed på 5 år, hvorefter det udløber. Du kan se, hvilken dato dit rejsekort er gyldigt til ved at logge på selvbetjeningen og klikke på Rejsekort indstillinger.

Når rejsekortet er udløbet, får du ikke automatisk et nyt tilsendt, så du skal selv være opmærksom på at bestille et nyt.

Du modtager en påmindelse på mail fra Rejsekortet A/S cirka en halvanden måned inden dit korts udløb, så du har mulighed for at bestille et nyt.

Rejser du med anonymt rejsekort, kan du tjekke dit korts udløbsdato på en rejsekort automat eller ved at spørge hos nærmeste salgssted.

Prisen for et nyt personligt eller flex rejsekort er 50 kroner, mens det anonyme rejsekort koster 80 kroner.

5. Klag det rigtige sted

Er du ikke tilfreds med din rejse, kan du klage. Det sker til Rejsekort Kundecenter eller til selskabet, du har rejst med.

Rejsekortet er ejet af trafikselskaberne bag, og de besvarer de fleste spørgsmål, du måtte have om brug og bestilling af rejsekortet.

Handler din klage om for eksempel en defekt rejsekortstander, skal du kontakte Rejsekort Kundecenter - og ikke et trafikselskab.

Få Passagerpulsens nyhedsbrev

Rejser du med bus, tog og metro? Få guider og gode råd til dine rettigheder leveret direkte i din indbakke.

Du får også vores nyeste undersøgelser af offentlig transport.

Tilmeld dig Passagerpulsens nyhedsbrev her – det udkommer ca. 1-2 gang om måneden.

Tilmeld