Rejsekortets pendlerkort: Kend reglerne

13. februar 2017

Selskaberne bag rejsekortet har et pendlerkort til dig, der rejser samme rute flere gange om ugen. Men kender du reglerne? Læs om kortet er noget for dig.

Hvornår skal jeg købe et pendlerkort?

Rejser du de samme zoner flere gange om ugen? Så har du mulighed for at købe rejsekortets pendlerkort.

Prisen for din rejse er den samme, som når du køber et periodekort på din mobil eller i pap.

Sydtrafik og Fynbus refunderer kortprisen, når du køber pendlerkort til rejser på Fyn eller i Sydjylland.

Prisen for oprettelse og fornyelse, når det udløber efter 5 år, er 50 kroner.

Tjek prisen for dit pendlerkort på DOT's hjemmeside

Hvor kan jeg rejse med kortet?

Pendlerkortet kan du bruge til rejser på Sjælland, Lolland/Falster og Møn, Fyn og Sydjylland.

Datoen for, hvornår pendlerkortet kommer til at gælde resten af landet, er ikke offentliggjort.

Hvor lang gyldighedsperiode kan jeg købe?

Du vælger selv, hvor længe dit pendlerkort skal gælde. Det skal mindst være 30 eller højst 180 dage.

Perioden begynder først, når du aktiverer dit kort ved at checke ind. Herefter skal du ikke checke kortet ind før, du fornyer pendlerkortet igen. Tager du bus, skal du dog checke ind for at vise chaufføren, at du har gyldig billet.

Rejser du med Sydtrafik, skal du altid checke ind og ud.

Sådan opretter du dit kort på rejsekortets hjemmeside

Hvordan fornyer jeg mit pendlerkort?

Forny dit kort ved at logge på Rejsekortets selvbetjening eller gå til dit nærmeste salgssted. Det er ikke muligt at forny dit kort på rejsekortautomaterne på stationerne.

Du kan også vælge, at dit pendlerkort bliver fornyet automatisk.

Hvilke fordele er der ved pendlerkortet?

Rejser du med bus, tog eller metro, behøver du ikke længere huske at checke ud, når din rejse slutter. Medmindre du rejser med Sydtrafik. Der skal du altid checke ind og ud.

I bussen skal du dog checke ind hos chaufføren, så han kan se, at du har en gyldig billet, men du skal ikke checke ud.

Rejser du ofte i de samme zoner, kan du spare penge med pendlerkortet, fordi du kan rejse ubegrænset i et område, du selv vælger.

Hvilke ulemper er der ved pendlerkortet?

Pendlerkortet kan ikke bruges til rejser uden for dit valgte område - her skal du have et separat rejsekort eller købe en billet.

Husk at du skal checke ind første gang, du bruger kortet for at aktivere det. Glemmer du det, tæller det som mangel på billet, og du kan få en kontrolafgift.

Pendlerkortet har samme regler som et personligt rejsekort. Kortet kan kun bruges af dig, og du kan ikke checke flere ind på kortet. 2 børn under 12 kan du stadig tage med gratis på rejsen.

Du kan ikke se dine zoner, eller hvornår kortet udløber på selve pendlerkortet. Du skal tjekke en rejsekortautomat på en station eller logge på rejsekortets selvbetjening.

Rejser du med Sydtrafik, skal du checke både ind og ud hver gang.

Gå direkte til selvbetjeningen hos Rejsekort A/S

Relaterede artikler

Rejsekort: hvilken type skal du vælge?

Rejsekort: Hvilken type skal du vælge?

Rejsekortstander med teksten check ud

Spærret rejsekort: Sådan gør du

Sådan klager du over din rejse

Sådan klager du over din rejse