Togrejse: Sådan bliver du mere tilfreds med rejsen

30. marts 2017

Tilfredshed med rejsen afhænger af, hvordan din oplevelse har været. Vi har undersøgt, hvad der generelt har betydning for togpassagerernes tilfredshed på tværs af togselskaber i Danmark. Særligt 3 områder er vigtige.

Passagertilfredshed

Togrejse: Sådan bliver du mere tilfreds med rejsen
Foto:Getty Images

Tog til tiden er vigtigst

Rejsetid og en rettidig køreplan har stor betydning for, hvor tilfreds du er som togpassager. Det viser en undersøgelse fra Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk, hvor over 32.000 besvarelser fra passager er blevet analyseret.

Kører dit tog ikke til tiden, eller tager rejsen for lang tid, bliver du ofte mere utilfreds med den rejse, du er på. Derfor er det vigtigt, at trafikselskaberne fokuserer på at forbedre rejsetiden og rettidigheden.  

Er der ingen forsinkelser, er det togets komfort, der er vigtigst for tilfredsheden med rejsen.

Information ved forsinkelser

Når toget er forsinket, er det afgørende, at du som passager får information om forsinkelsen. Oplever du ikke at få det, falder tilfredsheden med rejsen yderligere.

Information gør, at du kan planlægge din videre rejse og måske vælge en anden rute. Her kan bedre højtalerinformation på stationen og i toget være med til, at tilfredsheden med rejsen bliver bedre.

Rengøring og klima påvirker tilfredsheden med togets standard

Togets standard, som for eksempel indretning eller overfyldte tog, betyder en del for tilfredsheden med den togrejse, du er på.

Oplever du, at toget ikke er gjort rent, eller at temperaturen er for høj eller lav, så påvirker det også dit indtryk af togets standard negativt.

Klimaet og rengøringen i togene er områder, som flere togpassagerer ikke er tilfredse med, viser undersøgelsen. Det er derfor 2 områder, hvor trafikselskaberne kan sætte ind for at få flere tilfredse togpassagerer.

Om undersøgelsen

Sådan har vi undersøgt

Data stammer fra Passagerpulsens Nationale Passagertilfredshedsundersøgelser fra december 2016.

Passagerer på tværs af landet har haft mulighed for at svare på et spørgeskema om deres tilfredshed med togrejsen i perioden 1.januar til 20.september 2016.

Over 32.000 passagerer har svaret på spørgeskemaet, og besvarelserne udgør datagrundlaget for analysen. 
I første omgang offentliggør vi resultater i analysen, der er dækkende for et gennemsnit af alle passagerer, der rejser med tog i Danmark. På et senere tidspunkt vil vi se nærmere på de enkelte togselskaber, og hvad der driver tilfredsheden hos dem.

Vi indsamler besvarelser til De Nationale Passagertilfredshedsundersøgelser året rundt, så du har mulighed for at deltage, hvis du møder interviewerne på stationerne eller i toget.

Klik og læs mere om De Nationale Passagertilfredshedsundersøgelser

Tilføj kommentar

Din e-mail bliver kun set af Passagerpulsen, når vi godkender din kommentar.
Opdatér Type the characters you see in this picture. Indtast de karakterer du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, skal du klikke på ikonet til venstre for billedet. Ingen forskel på store og små bogstaver.