Rejsekort: Sådan checker du flere ind

6. februar 2017

Rejser du med dit barn eller din cykel, kan du checke dem ind på dit rejsekort. Men ved du, hvordan du gør? Læs her og se, hvad du skal gøre.  

rejsekort_checkin_830_400.jpg

Rejsekort: Sådan checker du flere ind
Foto:Passagerpulsen

Hvordan checker jeg min cykel ind?

Cyklen checker du ind på én check ind ekstra-kortlæser på stationen.

Følg 4 trin:

  • Tryk på + for at aktivere check ind ekstra funktionen.
  • Hold dit rejsekort foran det blå punkt og tryk på pilen for at vælge cykel.
  • Tryk + for at vælge antal.
  • Hold dit rejsekort hen på det blå punkt. Din cykel er checket ind, når du i displayet kan læse "OK" og "God rejse".

Se en video om, hvordan du checker din cykel ind

Bonus info: 

Cyklen kan du gratis tage med i S-toget. Skal du videre med andet tog eller metro, er det en god idé at checke cyklen ind fra starten, så du ikke glemmer det – det koster ikke ekstra i S-toget.

I bussen skal chaufføren checke cyklen ind på dit rejsekort. Det er ikke tilladt at have cykel med i alle busser.

Få overblik over hvilke busser, du ikke må tage cyklen med i

Hvordan checker jeg flere personer ind?

Rejser du med andre, checker du dem ind på samme måde som din cykel. Du finder en ’Check ind ekstra’ stander og følger de 4 trin.​

Rejsekortautomaten på stationen kan du også bruge til at checke ind. Her kan du også se din saldo og seneste rejser.

Se en video om, hvordan du bruger rejsekortautomaten 

Bonus info:

Saldoen på dit rejsekort skal mindst svare til forudbetalingen for alle, du tjekker ind.

Rejser du med bus, skal chaufføren checke dine venner eller familie ind på dit kort.

Kan jeg tage mine børn med på mit rejsekort?

Børn kan du tage med på dit rejsekort, men der er forskellige regler for, hvornår de skal checkes ind.

Check ind er ikke nødvendigt når:

  • Voksne kan have op til 2 børn under 12 år med på sit rejsekort gratis.
  • Rejser du som barn, kan du have et andet barn under 12 år med på dit rejsekort gratis.
  • Et betalende barn under 16 år kan have et barn under 12 år gratis med.

Rejser du som voksen med et barn i alderen 12-15 år, skal du checke barnet ind. Check ind sker på samme måde, som når du checker din cykel ind. Vælg kundetypen ’barn’.

2 betalende børn kan rejse sammen som én voksen.

Kan jeg tage min hund med på rejsen?

Hunde må gerne tages med på din rejse, men der er forskellige regler for, hvornår de skal checkes ind.

Check ikke din hund ind, hvis den rejser gratis. Det gælder:

  • En lille hund der kan være i en taske.
  • Førerhunde.

Hunden skal være i tasken eller en kasse under hele rejsen. Målene på kassen må maksimalt være 30 x 60 x 100 cm.

Større hunde skal checkes ind. Du checker din hund ind på samme måde, som du checker din cykel eller dit barn ind. Vælg kundetypen 'hund'.

Læs mere om reglerne for at rejse med hund på DOT's hjemmeside

Relaterede artikler

Spærret rejsekort: Sådan gør du

Spærret rejsekort: Sådan gør du

Rejsekort: hvilken type skal du vælge?

Rejsekort: Hvilken type skal du vælge?

Digitale klippekort: Her er reglerne

Digitale klippekort: Her er reglerne

Kommentarer

ledsagerkort

jeg har ledsagerkort. (handicapkort) hvordan tjekker man en ledsager ind

SV: ledsagerkort

Hej Christian

På Rejsekortets hjemmeside står der, at en ledsager kan rejse til børnepris på rejsen. Du tjekker en ledsager ind på samme måde, som hvis du for eksempel skal checke en cykel ind.

Du kan læse mere om det her: https://www.rejsekort.dk/brug-rejsekort/saadan-bruger-du-rejsekort/for-h...

Håber det var svar nok.

Mvh Camilla, kommunikationsmedarbejder

Pensionistkort og store børnebørn

Hvordan tjekker man sin store (f.eks. nykonfirmerede) børnebørn ind på/med sit pensionist-rejsekort?

Hvad er Forbrugerrådet Tænks kommentar til proceduren?

Mvh Asger

? Hunde-check-ind

Kære kundeservicemedarbejder. - Når jeg læser følgende: "Kan jeg tage min hund med på rejsen?

Hunde må gerne tages med på din rejse, men der er forskellige regler for, hvornår de skal checkes ind.

Check ikke din hund ind, hvis den rejser gratis. Det gælder:
•En lille hund der kan være i en taske.
•Førerhunde.

Større hunde skal checkes ind. Du checker din hund ind på samme måde, som du checker din cykel eller dit barn ind. Vælg kundetypen 'hund'.

vil jeg være glad for at vide, om hunden er forpligtet til at opholde sig i en taske under hele rejsen, eller om der blot menes, at den skal kunne transporteres i en taske.

Med venlig hilsen
Carin

Indcheckning af hund

Ovenfor står at små hunde, der kan være i en taske, ikke skal checkes ind. Der står ikke at de skal være i taske.
Egentligt rimeligt nok, da de fylder langt mindre en en Cykel, som er gratis.
Men jeg gætter på det ikke er sådan det skal forstås??

SV: Pensionistkort og store børnebørn

Hej Asger.

Hvis dine børnebørn er over 12, hvilket jeg formoder, skal du checke dem ind som børn på kortet. Det gør du som beskrevet i afsnittet: Hvordan checker jeg flere personer ind?
Men i stedet for at trykke på voksen symbolet trykker du på børnene.
Du kan se, hvordan skærmen og symbolerne, ser ud på rejsekortets hjemmeside:
http://www.rejsekort.dk/brug-rejsekort/saadan-bruger-du-rejsekort/check-...

I forhold til proceduren med at checke flere ind ved vi fra undersøgelser, at der er mange, der oplever, at det er besværligt at checke flere ind. Vi har derfor tidligere opfordret trafikselskaberne bag rejsekortet til at se på, om der ikke kunne findes en lettere løsning.

/Astrid, kommunikationsmedarbejder

SV: Indcheckning af hund

Kære Carin og Annelise.

Det er et par gode spørgsmål I stiller.
Det er korrekt at hunde der kan være i en taske, skal være i en taske, hvis du vil have den med i bus, tog eller metro. Hunden skal blive i tasken under hele rejsen.
I kan læse mere om at rejse med hund i hovedstadsområdet og Sjælland på DOT's hjemmeside:
http://dinoffentligetransport.dk/hjaelp-til-billetter/rejseregler/hunde-...

Jeg har også opdateret artiklen.

/Astrid, kommunikationsmedarbejder

Tilføj kommentar

Din e-mail bliver kun set af Passagerpulsen, når vi godkender din kommentar.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.