Metro: Sådan vil vi få flere tilfredse passagerer

16. marts 2017

8 ud af 10 metro-passagerer er tilfredse med deres rejse, viser De Nationale Passagertilfredshedsundersøgelser. Passagerpulsen har spurgt Metroselskabet, hvad de gør for at sikre passagerernes tilfredshed.

metropassagerer-ditte-valente830x400.jpg

Metropassagerer snakker sammen i et metrotog
Foto: Metroselskabet/Ditte Valente

Tog til tiden giver tilfredse passagerer

Tager du metroen, er der stor sandsynlighed for, at du generelt er tilfreds med togets rettidighed, rejsetid og antallet af afgange. Metroens passagerer er nemlig de passagerer, der er mest tilfredse med de 3 områder. Det viser De Nationale Passagertilfredshedsundersøgelser fra december 2016.

Hanne Tærsbøl Schmidt, udviklingschef i Metroselskabet, fortæller, at passagerernes tilfredshed er kernen i deres arbejde:

”Undersøgelser viser, at det vigtigste er, at passagererne kan regne med, at metroen kører 24/7 uden for mange driftsforstyrrelser. Det har vi blandt andet forbedret metrosystemet ved at opsætte automatiske perrondøre på de overjordiske stationer. Det betød, at 99,2 procent af metroafgangene gik til tiden i 2016,” siger hun.

Passagerer er mest utilfredse med parkeringsforhold og toiletter

Mere end 2 ud af 5 passagerer i metroen er utilfredse med parkeringsforholdene for cykler og biler ved metrostationerne.

Metroselskabet er dialog med Frederiksberg og Københavns Kommune om parkeringspladser, da parkeringsarealerne er på kommunernes grund.

Cykler du til metroen, kan du på flere stationer stille cyklen i parkeringskældre under jorden.

”Cykelparkeringerne bliver desværre ikke brugt så meget, som man kunne ønske, men det kan også være svært at komme ned med cyklen,” siger Hanne Tærsbøl Schmidt.

Toiletforhold er også et område, som passagererne i metroen er utilfredse med.

”Det har været et bevidst valg, at metrostationerne er designet uden toiletmuligheder. En gennemsnitlig metrorejse varer cirka fem minutter,” siger Hanne Tærsbøl Schmidt.

Klimaet i toget har det største fald i tilfredshed

Passagererne er blevet mindre tilfredse med klimaet i toget. I juni 2016 var det 5% af de rejsende i metroen, der var utilfredse, mens det i december 2016 var 17%.

”Vi ved at metrotogene kan blive rigtig varme på de hedeste sommerdage, og vi er derfor i gang med at undersøge, hvordan vi kan forbedre ventilationen i togene,” siger Hanne Tærsbøl Schmidt.

Tilfredsheden med togpersonalet er faldet

Personalet i metroen har til opgave at hjælpe dig, kontrollere billetter og at køre toget i nødstilfælde. Tallene fra De Nationale Passagertilfredshedsundersøgelse viser, at flere passagerer er blevet mindre tilfredse med togpersonalets hjælp og service.

”I løbet af sidste år (2016, red.) begyndte vi at have stationsansvarlige fast tilknyttet på de større metrostationer. Planen er, at det skal medvirke til at løfte serviceniveauet, så de stationsansvarlige blandt andet kan svare på passagerernes spørgsmål og hjælpe til, hvis der er kø ved billetautomaterne,” siger Hanne Tærsbøl Schmidt.

Næste gang De Nationale Passagertilfredshedsundersøgelse bliver offentliggjort er i juni 2017. Her kan du blandt andet se, om tilfredsheden med metroens togpersonale er faldet eller steget.

Kommentarer

handicappedes adgang til regionaltog

Medtagning af crosser skal gøres muligt i regionaltog og fjerntog. Jeg har en handicappet mand og vi kan kun bevæge os indenfor s-togs området. Til Jylland eller Malmø kan vi kun komme hvis jeg skubber en kørestol og det har jeg ikke kræfter til.

Tilføj kommentar

Din e-mail bliver kun set af Passagerpulsen, når vi godkender din kommentar.
Opdatér Type the characters you see in this picture. Indtast de karakterer du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, skal du klikke på ikonet til venstre for billedet. Ingen forskel på store og små bogstaver.