Kend din rejsetidsgaranti

18. juli 2017

Forsinket med bus eller tog? Så har du ofte ret til at tage taxa eller få penge tilbage for din billet. Læs her, hvilke regler der gælder for trafikselskabernes rejsegarantier.

Forsinket tog

Kend din rejsetidsgaranti
Foto: Getty Images

Forsinket: Få penge tilbage

Toget eller bussen du skulle have været med er forsinket – eller det er helt aflyst. Konsekvensen er, at du kommer for sent til din aftale. Lyder det velkendt? Kender du dine rettigheder, kan du få penge tilbage.

Trafikselskaberne har alle en ordning, de kalder rejsetidsgaranti eller rejsegaranti. Det betyder, at trafikselskabet skal give dig kompensation, når din bus, tog eller metro er mere end et vist antal minutter forsinket. Hvor mange minutter du skal vente afhænger af trafikselskabet, men det er cirka mellem 20-31 minutter.

Garantien gælder typisk ved, at du kan få refunderet din billet eller tage en taxa på selskabets regning.

Kend de forskellige regler

Reglerne for, hvornår du kan få penge tilbage eller tage en taxa er forskellig fra selskab til selskab.

Rejsegarantien dækker kun forsinkelser hos ét trafikselskab. Så du får ikke kompensation, hvis du ikke når dit næste tog, fordi bussen var forsinket.

Pendler du, kan du tilmelde dig en særlig rejsetidsgaranti for pendlere.

Sådan får du penge tilbage med Pendlerrejsetidsgaranti

Læs mere om reglerne for almindelig rejsetidsgaranti under de forskellige trafikselskaber.

Trafikselskabernes rejsetidsgarantier

Arriva

Hvem er dækket?

Rejsetidsgaranti basis dækker passagerer, der rejser på kontantbillet, rejsekort eller klippekort.

Rejser du på pendlerkort/periodekort eller ungdomskort, kan du i stedet tilmelde dig Pendlerrejsetidsgaranti.

Sådan tilmelder du dig Pendlerrejsetidsgarantien hos Arriva

Hvor stor skal forsinkelsen være?

Toget skal være mere end 30 minutter forsinket, når det kører ind på den station, du skal af på.

Hvilken kompensation kan du få?

Vælg mellem 1 erstatningsbillet til den strækning, hvor du er blevet forsinket, eller få penge tilbage.

Erstatningsbilletten kan du ikke bytte eller få pengene tilbage for. Billetten gælder i 6 måneder.

Billetten gælder for Arrivas og DSB’s tog, når du kombinerer rejsen.

Vælger du at få udbetalt penge, afhænger beløbet af, hvor forsinket toget er blevet. Det er Arriva, som udregner forsinkelsens længde.

Hvordan søger du rejsetidsgaranti?

Udfyld Arrivas formular for rejsetidsgaranti og send din billet eller kopi af rejsekortdokumentation med post eller e-mail til selskabet.

Kompensation skal du søge senest 1 måned efter forsinkelsen.

Søg Arrivas rejsetidsgaranti for passagerer med kontantbilletter, rejsekort og klippekort

Bornholms trafikselskab (BAT)

Hvem er dækket?

Alle der kører med BAT’s busser.

Hvor stor skal forsinkelsen være?

Bussen skal være mere end 20 minutter forsinket på en af BAT’s afgange.

Hvilken kompensation kan du få?

BAT dækker regningen til en taxa til det planlagte stoppested. Du får trukket prisen på en kontantbillet fra for den pågældende strækning.

Har du periodekort, bliver hele regningen betalt, hvis du vedhæfter en kopi af kortet.

Taxaen skal du i første omgang selv lægge ud for.

Hvordan får du penge tilbage for taxaen?

Udfyld en formular med tid, sted og rutenummer på bussen. Send det med post til BAT sammen med taxakvitteringen.

Skemaet til refusion finder du på BATs hjemmeside

DSB S-tog og fjern- og regionaltog

Hvem er dækket?

Alle, der rejser på kontantbillet, klippekort, rejsekort eller Bus & tog-årskort, er dækket af rejsetidsgarantien.

Pendler du, og er dit kort gyldigt i mindst 30 dage, kan du i stedet tilmelde dig Pendler Rejsetidsgaranti. Det gælder også, hvis du rejser med rejsekort og har rabattrin 5 eller mere. Rabattrin er en ordning, som kun gælder i Jylland og på Fyn.

Rejser du på pendler/periodekort, kan du kun bruge den almindelige rejsetidsgaranti, hvis du ikke er tilmeldt Pendler Rejsetidsgaranti på samme strækning.

Se, hvilken ordning du skal vælge hos DSB

Hvor stor skal forsinkelsen være?

Toget skal være forsinket mere end 30 minutter - målt i forhold til dit ankomsttidspunkt.

Hvilken kompensation kan du få?

Få penge tilbage på kontoen eller vælg 1 erstatningsbillet til den strækning, du er blevet forsinket på. Billetten er gyldig i 6 måneder.

Beløbet, du kan få tilbage kontant, afhænger af, hvor forsinket du er blevet. Det er DSB, som fastsætter kompensationen.

  • Toget er 30 minutter forsinket, så får du 25 % af billettens pris tilbage
  • 1 time forsinket giver 50 % af billettens pris tilbage
  • 2 timer forsinket giver billettens fulde pris tilbage

Pengene bliver ikke udbetalt, hvis erstatningen er mindre end 25 kroner. I stedet får du en erstatningsbillet.

Hvordan søger du rejsetidsgaranti?

Søg rejsetidsgaranti ved at udfylde et online ansøgningsskema på DSB’s hjemmeside og vedhæft en kopi af din billet.

Skemaet kan du også printe og sende med posten sammen med en kopi af din billet eller kvittering.

Du skal søge om kompensation senest 14 dage efter forsinkelsen.

Find formularen på DSB's hjemmeside

Fynbus

Hvem er dækket?

Alle der kører med FynBus.

Grupper på 15 personer eller mere, som ikke har reserveret plads i bussen 6 hverdage i forvejen, er ikke dækket.

Hvor stor skal forsinkelsen være?

Bussen skal være mere end 20 minutter forsinket.

Kører bussen før tid, eller kører bussen forbi dig, og der er mere end 20 minutter til næste afgang, kan du også søge om rejsetidsgaranti.

Hvilken kompensation kan du få?

FynBus betaler regningen for din taxa til den del af rejsen, hvor du skulle have været med FynBus.

Taxaen skal du i første omgang selv lægge ud for.

Hvordan får du penge tilbage for taxaturen?

Udfyld et refusionsskema med tid, sted og rutenummer på bussen for din rejse. Send det til FynBus på mail eller med post sammen med din taxakvittering.

Skemaet skal du sende senest 14 dage efter den oplevede forsinkelse.

Download refusionsskema fra Fynbus

Metroselskabet

Hvem er dækket?

Alle der kører med Metroen.

Rejsegarantien gælder også, når du som kørestolsbruger ikke har adgang til Metroen, fordi elevatoren er ude af drift.

Hvor stor skal forsinkelsen være?

Metroen skal være 30 minutter eller mere forsinket.

Hvilken kompensation kan du få?

Metroselskabet betaler din taxaregning på op til 200 kroner. Turen med taxa skal du starte fra den metrostation, hvor forsinkelsen opstår.

Taxaen skal du i første omgang selv lægge ud for.

Hvordan får du betalt taxaen?

Udfyld et skema fra Metroens rejsegarantifolder og send det med post til Metro Service sammen med din originale taxakvittering.

Taxaregningen kan du få betalt op til 3 måneder efter, at du tog taxaen.

Download skemaet for refusion af din taxa hos Metroen

Midttrafik

Hvem er dækket?

Rejsegarantien dækker alle, der rejser med Midttrafiks busser, Lemvigbanen, Sydtrafik og Nordjyllands Trafikselskab.

Kompensationskravet skal du sende til det selskab, der er skyld i forsinkelsen.

Grupper på 8 personer eller mere, der ikke har reserveret plads i bussen eller toget 4 hverdage i forvejen, er ikke dækket.

Hvor stor skal forsinkelsen være?

Rejsegarantien gælder, hvis bussen eller toget er mere end 20 minutter forsinket, når du ankommer til din station.

Kører bussen forbi dig ved stoppestedet, og der er mere end 20 minutter til næste bus, kan du også søge om rejsegaranti.

Erstatning kan du også få, når du ikke når din næste bus på grund af en forsinkelse. Skiftet fra den ene bus til den anden skal dog stå i køreplanen, eller der skal være mindst 4 minutter mellem planlagt ankomst og afgang.

Hvilken kompensation kan du få?

Midttrafik refunderer udgifter til taxa eller privatbil, så du kommer videre til den destination, bussen ville have kørt dig til. Kompensationen gælder op til 50 kilometer.

Vælger du at køre i bil, bliver kompensationen beregnet ud fra statens kilometertakst. 

Taxaen og bilturen skal du i første omgang selv lægge ud for.

Hvordan får du betalt taxaen eller bilturen?

Print og udfyld ansøgningsskema til rejsegaranti fra Midttrafiks hjemmeside. Send det med post eller aflever det personligt sammen med din originale taxakvittering, hvis du har taget en taxa.

Ansøgningen om rejsegaranti skal Midttrafik have senest 14 dage efter forsinkelsen.

Download ansøgningsskema for rejsegaranti hos Midttrafik

Movia

Hvem er dækket?

Alle der kører med bus eller lokaltog hos Movia.

Gælder ikke rejser med Flextrafik, som er en særlig kørselsordning hos Movia.

Hvor stor skal forsinkelsen være?

Bussen eller lokaltoget skal være mere end 20 minutter forsinket.

Kører bussen forbi dig ved stoppestedet, eller stopper toget ikke, selv om du har trykket stop, kan du også søge om rejsegaranti. Det gælder, hvis der er mindst 20 minutter til næste afgang.

Kører lokaltoget eller bussen mere end 2 minutter før tid, og der er 20 minutter til næste afgang, gælder rejsegarantien også.

Indhenter bussen eller lokaltoget forsinkelsen, så den ikke er på 20 minutter, får du ikke erstatning.

Hvilken form for kompensation kan du få?

Movia dækker regningen til en taxa til det planlagte stoppested på op til 300 kroner.

Taxaen skal du i første omgang selv lægge ud for.

Hvordan får du penge tilbage for taxaen?

Udfyld Movias ansøgningsskema online, som du finder på dinoffentligetransport.dk, og vedhæft en kopi af din taxakvittering.

Skemaet kan du også printe og sende med posten, sammen med den originale taxakvittering.

Ansøgningen skal Movia have modtaget senest 14 dage efter forsinkelsen.

Ansøg om Movias rejsegaranti

Sydtrafik

Hvem er dækket?

Rejsegarantien gælder for dig, der kører med Sydtrafik, Midttrafik eller Nordjyllands Trafikselskab.

Kompensationskravet skal du sende til det selskab, der er skyld i forsinkelsen.

Grupper på 8 personer eller mere, der ikke har reserveret plads i bussen 5 hverdage i forvejen, er ikke dækket.

Hvor stor skal forsinkelsen være?

Rejsegarantien gælder, hvis selskabet er skyld i, at du bliver mere end 20 minutter forsinket.

Kører bussen forbi dig ved stoppestedet, og der er mere end 20 minutter til næste bus, kan du også søge om rejsegaranti.

Kompensation kan du også få, når et busskifte mislykkes på grund af en forsinkelse. Skiftet skal dog stå i køreplanen, eller der skal være mindst 4 minutter mellem planlagt ankomst og afgang.

Hvilken kompensation kan du få?

Sydtrafik dækker udgifter til taxa eller privatbil på op til 50 kilometer.

Udgifterne til taxa eller bil skal du selv lægge ud for. Tager du din privatbil, bliver kompensationen beregnet ud fra statens kilometertakst. 

Hvordan får du penge tilbage for taxa eller biltur?

Udfyld en formular på Sydtrafiks hjemmeside og vedhæft en kopi af taxakvitteringen, hvis du har taget en taxa.

Ansøgningen sender du online, så Sydtrafik har den senest 14 dage efter forsinkelsen.

Søg om kompensation på Sydtrafiks hjemmeside

Nordjyllands Trafikselskab

Hvem er dækket?

Rejsegarantien gælder for dig, der kører med Nordjyllands Trafikselskab (NT), Sydtrafik eller Midttrafiks busser. Garantien gælder også, hvis du kører med Hirtshalsbanen, Skagensbanen, Vestbanen eller Lemvigbanen.

Kompensationskravet skal du sende til det selskab, der er skyld i forsinkelsen.

Grupper på 8 personer eller mere, der ikke har reserveret plads i bussen eller toget 5 hverdage i forvejen, er ikke dækket.

Hvor stor skal forsinkelsen være?

Rejsegarantien gælder, hvis selskaberne er skyld i, at du bliver mere end 20 minutter forsinket.

Kører bussen forbi dig ved stoppestedet, og der er mere end 20 minutter til næste bus, kan du også søge om rejsegaranti.

Kompensation kan du også få, når et busskifte mislykkes på grund af en forsinkelse. Skiftet fra den ene bus til den anden skal dog stå i køreplanen, eller der skal være mindst 4 minutter mellem planlagt ankomst og afgang. 

Hvilken kompensation kan du få?

NT dækker udgifter til taxa eller privatbil på op til 50 kilometer.

Taxaen betaler du selv først, og derefter søger du om refusion.

Tager du din privatbil, bliver kompensationen beregnet ud fra statens kilometertakst. 

Hvordan får du penge tilbage for biltur eller taxa?

Udfyld et ansøgningsskema på NT’s hjemmeside og vedhæft en kopi af taxakvitteringen, hvis du har taget en taxa.

Skemaet kan du også printe og sende med posten, sammen med den originale taxakvittering.

Ansøgningen om rejsegaranti skal NT have senest 14 dage efter forsinkelsen.

Få refunderet din taxa eller bilkørsel hos Nordjyllands Trafikselskab

Relaterede artikler

kend dine passagerrettigheder

Kend dine passager-rettigheder

Sådan klager du over din rejse

Sådan klager du over din rejse

Kontaktinformation til trafikselskaberne

Kontaktinformation til trafikselskaberne

Få Passagerpulsens nyhedsbrev

Rejser du med kollektiv transport? Få guider og gode råd til dine rettigheder som passager i tog, bus og metro leveret direkte i din indbakke.

Du bliver også holdt opdateret om vores undersøgelser af offentlig transport.

Tilmeld dig Passagerpulsens nyhedsbrev her – det udkommer ca. 1-2 gang om måneden.

Tilmeld