Det mener Rejsekortbrugerne om rejsekortet

2. marts 2017

Rejsekort A/S undersøger årligt rejsekortbrugernes tilfredshed. Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk har sammenlignet svarene fra de sidste 3 år. Flere er tilfredse med rejsekortet generelt, mens færre er tilfredse med informationen.

rejsekort undersøgelse

det mener rejsekortbrugerne om rejsekortet
Foto:Passagerpulsen

Rejsekortet gør det lettere at rejse

Passagerer, der rejser med rejsekort, er generelt blevet mere tilfredse med rejsekortet alt i alt. Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for Rejsekort A/S.

Knap 3 ud af 4 rejsekortbrugere synes, at rejsekortet gør det lettere at rejse med kollektiv transport, mens 2 ud af 3 er tilfredse med muligheden for at tanke sit rejsekort op.

Asta Ostrowski, konstitueret afdelingschef i Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk, synes det er positivt, at flere passagerer, der rejser med rejsekort, er tilfredse med kortet alt i alt. Men der er også plads til forbedring:

"Rejsekort A/S og selskaberne bør fortsætte arbejdet og udvikle løsninger, så endnu flere rejsekortbrugere bliver tilfredse. Vi kan se i undersøgelsen, at der er konkrete områder, hvor rejsekortbrugerne er mindre tilfredse og hvor der er plads til forbedring", siger hun.

Information og overblik over priser kan blive bedre

46 % af de passagerer, der rejser med rejsekort, er utilfredse eller meget utilfredse med mulighederne for at få overblik over priserne på forskellige rejsekortrejser. Niveauet er stort set det samme fra 2013 til 2016.

Undersøgelsen viser også, at der stadig er passagerer, som ikke er tilfredse med information på rejsekortets hjemmeside. 40 % svarer i undersøgelsen, at de er tilfredse med informationen om brug af rejsekort på hjemmesiden. Det er et fald på 2 % i forhold til 2015.

"For passagererne er det helt centralt, at de let kan få overblik og information om rejsekortet og de forskellige billetpriser. Vi anbefaler derfor, at selskaberne bag rejsekortet tænker i løsninger, der kan gøre det lettere for passagererne at orientere sig", siger Asta Ostrowski.

Svært at checke flere ind på et rejsekort

61 % af rejsekortbrugerne har svaret, at de har prøvet at checke flere personer ind på deres rejsekort. Ud af dem, har 41 % svaret, at de synes det er svært eller meget svært, og 41 % synes enten, det er nemt eller meget nemt.

Tilfredsheden er steget med 4 % siden 2015, men samtidig er der 7 % flere rejsekortbrugere, som har prøvet at tage andre med på sit rejsekort i 2016.

Check flere ind på rejsekortet er en vigtig funktion for passagerer, der rejser med rejsekort, og det er vigtigt, at den er intuitiv.

"Når hver 2.passager fortsat synes, at det er svært eller meget svært at checke flere personer ind, så mener vi, at der er behov for at finde en nemmere løsning", siger Asta Ostrowski.

Passagerpulsen er i dialog med Rejsekortet og vil følge handlingsplanen for rejsekortet 2017 i forhold til at flere rejsekortbrugere skal opleve bedre kundeoplevelser.

Relaterede artikler

Deltag i Passagerpanelet

Brug nogle minutter hver 2. måned på at besvare spørgsmålene i vores online undersøgelser.

Som deltager i Passagerpanelet:

  • får du tilsendt et spørgeskema 6-10 gange om året
  • får indflydelse på Passagerpulsens undersøgelser
  • er du med til at forbedre forholdene for passagererne i den kollektive transport
Læs mere

Kommentarer

Placering af rejsekortstandere

Jeg mener, det vil være en god ide, at tage placeringen af rejsekortstanderne op til revision. På mange stationer er placeringen ulogisk i forhold til at at stort antal passagerer på kort tid skal passere standerne og der er generelt for få af dem. I myldre tiden, når 50 passere fra samme tog skal ud fra en S-togsstation og der kun er to standere i den ene side, hvor alle skal ud, så giver det store problemer.

Anskaffelse af rejsekort

Jeg har normalt et pendlerkort, men har i en kort periode op mod en ferie haft behov for et alternativ. Fordi min husstand normalt har pendlerkort og derfor kun af og til har brug for andre løsninger, har jeg kigget på et upersonligt rejsekort, som kan bruges af hele familien når behovet opstår. Det viser sig bare at det ikke kan købes via nettet, men kun på visse fysiske salgssteder -ingen i nærheden af min bopæl - og i øvrigt er dyrere at anskaffe, end de personlige kort. Jeg er glad for at jeg ikke bor i Jylland, hvor der er tilsyneladende kun tre (3!) steder (alle i Nordjylland) som sælger et upersonligt rejsekort. Da man nu kun kan købe et klippekort via smartphone-app (har ingen smartphone), skal jeg starte med at købe en almindelig billet og håbe jeg kommer i nærheden af et salgssted.
Jeg synes ikke det er brugervenligt og jeg har ikke så meget ekstra tid i dagligdagen at jeg kan tage på udflugt for at skaffe gyldig rejsehjemmel til den offentlige transport. Jeg endte med at tage bilen - har heldigvis gratis parkering på arbejdspladsen.

Tjek ind

Det er en kamp at tjekke flere ind i bussen. Der kommer alle mulige fejlmeddelelser om skrivefejl og error 404, hvad chaufførren ikke ved hvad betyder. Efter 3-4 minutter er chaufførren nød til at køre videre, hvor vi så kører uden at ha kunne tjekke ind. Chaufføren siger det sker ca. hver anden gang flere skal tjekke ind.

Standere..

Mange standere er placeret på sådan en måde, at det er umuligt at bruge dem til ekstra plug in.. Solen generer, og man kan ikke se, hvad man laver.. Eks.. Hårlev station..

SV:Tjek ind

Hej Henrik
Øv, hvor lyder din oplevelse bare irriterende, især når buschaufføren siger, at det sker ofte. Rejsekortstandere bør virke - også selvom flere skal tjekke ind efter hinanden.

Vi vil tage din oplevelse med videre, næste gang vi har møde med Rejsekortet.

Med venlig hilsen
Camilla, kommunikationsmedarbejder

SV:Standere..

Hej Majbrit
Tak for din kommentar. At man ikke kan se noget på skærmen, når solen skinner er irriterende. Det er du ikke alene om at synes. Vi havde spørgsmålet med til Rejsekortet og selskaberne i juni.

Rejsekortet har svaret, at der desværre ikke på nuværende tidspunkt er en god teknisk løsning på problemet. Men man skulle kunne lægge hånden over kortlæseren, og så vil en stemme fortælle, om læseren vil kunne bruges til check ind eller check ud.

/Camilla, kommunikationsmedarbejder

Tilfredsheden med Rejsekortet!!

Denne undersøgelse er jo nærmest uaktuel med det samme, for hele grundlaget for rejsekortet - i hvert fald på Sjælland - er jo ændret med Takst Sjælland.

Der er ikke rabatter mere, og du skal ha to forskellige kort for at dække alle dine rejser:(((

Dyrt at anvende rejsekortet i stedet for alm billet.

jeg er ret utilfreds med , at det gentagne gange er dyrere at rejse med rejsekortet end nøjagtig samme rejse købt som fysisk billet på banegården. har flere gange oplevet en forskel over 100 kr tur - retur, for eksempel mellem Nyborg og Horsens. så jeg ærgrer mig sådan over de gange, jeg stolede på det og var dum nok til at anvende rejsekortet.

SV: Tilfredsheden med Rejsekortet!!

Hej Kirsten.

Ja, det er rigtigt at Rejsekort A/S' undersøgelse er lavet inden, at Takst Sjælland trådte i kraft og pendlerkortet blev lanceret. Deltagerne i Rejsekort A/S' undersøgelse er valgt på baggrund af på Rejsekorts samlede database over personlige Rejsekort.
Eftersom der er sket meget inden for den sidste tid både mht. Takst Sjælland og pendlerkort, så vil det da være en god ide, hvis Rejsekort A/S havde flere korttyper med i deres undersøgelse næste gang.

/Astrid, kommunikationsmedarbejder

Rejsekort

Rejsekortet er en god idé - men trafikselskabernes forvaltning af det er ikke altid. Jeg har brugt Rejsekort næsten fra begyndelsen, og er fint tilfreds når jeg bruger det i fx. Sønderjylland og i Hovedstadsområdet. Dér kender man altid prisen på forhånd, og betaler hvad der svarer til klippekortpris - hver gang. Simpelt, gennemskueligt og rimeligt. Men i min "hjemregion" Midtjylland har man dels været sen til at indføre Rejsekortet, dels valgt at det skal være næsten lige så dyrt som kontantbilletter - i visse tilfælde endda betydeligt dyrere! - når man er passager på "klippekortniveau"; dvs. rejser måske en gang eller to om ugen på en bestemt strækning. Det er ganske vist stadig muligt at køre til klippekortpris, men for det første kræver det en smartphone til måske et par tusinde kroner (noget af et "stargebyr", bare for at kunne købe billigere biletter!); for det andet gælder "klippekortbilletter", som er købt pr. telefon, ikke i tog! Midttrafik har dermed i praksis forladt takstsamarbejdet mellem tog og bus - og hævder i øvrigt, at taksterne ikke steg, da klippekortet forsvandt i januar. Det er i høj grad en en alterntiv sandhed!

Flere på ét rejsekort og rejsekortautomater

Jeg begriber (heller) ikke, at Rejsekortet har lavet en så besværlig løsning for at checke flere ind. Det er nogenlunde ligeud i en rejsekortautomat, men hvor er standerne dog besværlige. Jeg bruger et kort for hver passager nu.

Hvorfor er der ingen rejsekortautomater nord for Hillerød???? Man bliver tvunget til at have et ekstra kort, fordi man ikke rejser tilstrækkeligt ofte til at en tank-op aftale er aktuel, og der skal jo altid være et depositum på kortet. I Göteborg kan kortgebyret bruges som en del af depositum til at begynde rejsen, så man kan nå frem til et sted, hvor man kan lade kortet op, hvorfor har Rejsekortet ikke kigget på en så enkelt løsning??

Rabatter

Er i store hele begejstret for rejsekortet og bruger det jævnligt. Men jeg har altid været forundret over rabat systemet vedrørende Storebælt. Du kan f.eks. rejse Jylland/Fyn tyndt og havne i trin 7 måned efter måned mens blot en rejse over Storebælt eller på Sjælland sender rabatten ned i trin 0. Logisk set burde optjent rabat gælde i hele landet eller som minimum til at krydse Storebælt.

Tilføj kommentar

Din e-mail bliver kun set af Passagerpulsen, når vi godkender din kommentar.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.